Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/381

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
355
Christendommen antagen paa Island.


Allerede paa Thinget bleve mange døbte, og de øvrige primsignede. Aarsagen, hvorfor ikke alle Thingfolkene strax lode sig døbe, var den, at Nordfjordingerne og Østfjordingerne ej vilde lade sig neddukke i koldt Vand, men foretrak at lade sig døbe ved de varme Kilder, som findes hist og her paa Øen. Mange af dem bleve døbte ved det varme Bad paa Reyke strax søndenfor Ølvusvand. Hjalte Skeggessøn stod selv Fadder til sin forrige Fiende Runolf Gode, og sagde spøgende: „nu lære vi den gamle Gode at bide i det sure Æble“. Da Thingmændene kom hjem, hver i sit Hered, blev ogsaa Almuen døbt overalt, og ingen gjorde Modstand. Blandt dem, der især toge sig af den unge Christendom i Vestfjordene, var Snorre Gode. Han lod bygge en Kirke paa Helgafell, ligesom hans Svigerfader Vigastyr lod bygge en paa sin Gaard Raun. De fleste Høvdinger rundt om i Landet lode ligeledes bygge Kirker paa deres Gaarde, og hvad der meest ansporede dem dertil, var, som det fortælles, Presternes Forsikring at Enhver, der lod opføre en Kirke, skulde i det andet Liv kunne fordre Plads for lige saa mange Mænd i Himmerige, som der kunde faa Plads i den af ham byggede Kirke. Paa den Maade rejste der sig snart saa mange Kirker, at der ikke paa langt nær var Prester nok til at forrette Gudstjenesten i dem[1].

Olaf Tryggvessøns Iver og Kraft, og den Klogskab og Nidkjærhed, hvormed Gissur og Hjalte udrettede hans Ærende, havde altsaa her i en utrolig kort Tid fuldført et Verk, om hvis heldige Udførelse man lige indtil det sidste næsten fortvivlede. Dog maa man erkjende, at ogsaa Thangbrand, hvad der end kan siges om ham og hans Ferd, havde lagt en god Grundvold, og at Gest Oddleifssøn vistnok havde Ret, naar han sagde at han havde gjort det meste. Gemytterne vare allerede bearbejdede; og mange af de klogere havde vistnok allerede lært at indse, at Christendommen ej længer lod sig fortrænge, og at man, for at undgaa Statssamfundets Opløsning, lige saa godt først som sidst burde bekvemme sig til at antage den[2].

  1. Eyrbyggja Saga, Cap. 49. De Høvdinger, om hvem det for Resten udtrykkeligt omtales, at de byggede Kirker paa deres Gaarde, ere først og fremst Gissur hvite, der byggede en Kirke paa Skaalholt, der siden blev Biskopssæde; Skatte Thoroddssøn paa Ølvus (Floaman. Saga, Cap. 34), Thorstein Egilssøn paa Borg (Laxdøla Saga, Cap. 51), Grim paa Mosfell, Egil Skallagrimssøns Svigersøn; ved denne Kirke blev Egils Lig begravet (Egils Saga, Cap. 89); Thorodd Skattkaupande paa Frodaa (Eyrb. Saga, Cap. 49)3 Maar, Vigaglums Søn, i Fornhage ved Eyjafjorden; ved denne Kirke blev Glum begraven 1003 (Vigaglums Saga, Cap. 28); Thorkell Kravla i Vatnsdalen (Vatnsdøla Saga, Cap. 46).
  2. Thjodrek Munk, Cap. 12, har alene en kort Beretning om Christendommens Antagelse paa Island, hvori han dvæler meest ved Thangbrands Færd, og siden tilskriver Thormods Prædiken, ikke Gissurs og Hjaltes Virksomhed, at Christendommen blev antagen paa Althinget. Blandt dem, der døbtes af Thangbrand, nævner han en Thorgils af Ølvus. Hvo dette er, er vanskeligt