burde de, sagde han, tage Exempel, og han spurgte dem derfor, baade Christne og Hedninger, om de vilde vedtage de Lovbestemmelser, han efter bedste Skjøn agtede at forkynde. Alle lovede det, thi, som det heder, Hedningerne ventede at det, han forkyndte, vilde stemme med deres Ønske, da han selv var Hedning, medens de Christne troede, at han vilde handle efter Aftalen med Hall[1]. Han fordrede Ed og bestemt Forpligtelse af dem derpaa: de føjede ham ogsaa heri. Da fremsagde han følgende Bestemmelser, som Gissur, Hjalte og Hall havde foreskrevet ham: 1) At ethvert Menneske paa Island skulde være christent og lade sig døbe; 2) at alle Hov og Gudebilleder skulde være vanhellige og tilintetgjøres; 3) at det skulde straffes med Fjorbaugsgard eller den mindre Fredløshed, om Nogen vidnesfast blotede til Guderne. „Men“, tilføjede han, „da det maaske kan forekomme Christendommens ivrigste Modstandere betænkeligt, hvorledes man skal kunne faa opfødt alle de Børn, der komme til Verden, og dog negte Almuen at benytte sig af det kraftigste og meest nærende Fødemiddel (nemlig Hestekjød); saa forkynder jeg, at de hidtil gjeldende Love om Børns Udsættelse og Hestekjøds Spiisning fremdeles skulle gjelde[2], ligesom heller ikke nogen skal sagsøges, om han bloter hemmeligt. Ligeledes skulle alle de ældre Love gjelde, som ej ligefrem stride mod Christendommen“. Denne Afgjørelse kom vistnok mange Hedninger uventet, og de paastode derfor ogsaa at Thorgeir havde sveget dem[3]. Men i det hele taget var man tilfreds dermed[4], især da den jo ikke paa een Gang og med et Magtsprog afskaffede alle de Skikke, hvortil man nu i saa lang Tid havde været vant, og som man havde vundet kjære. Og saaledes blev da Christendommen lovtagen paa Island. Overhoved er det øjensynligt, at Thorgeir og de øvrige Hedninger betragtede det Hele mere fra den politiske, end fra den religiøse Side. Men Hovedsagen, Christendommens Indførelse som Statsreligion, var dog bragt til Udførelse, og dit gik siden, som man let kunde forudse, og som Gissur og Hjalte vist ogsaa forudsaa, da de fandt sig i at gjøre Hedningernes Fordomme de ovennævnte Indrømmelser, at de hemmelige Ofringer, Børne-Udsættelsen og Hestekjøds-Spiisningen efter faa Aars Forløb ophørte af sig selv;[5]. Det sidste var vel i og for sig uskyldigt, men det betragtedes nu en Gang som en af Hedendommens Vederstyggeligheder, og sattes ganske ved Siden af Ofring til Guderne[6].
- ↑ Odd Munk, Cap. 37.
- ↑ Njaals Saga, Cap. 106 siger, aabenbart urigtigt, at Børne-Udsættelse og Hestkjøds-Spiisning ligeledes forbødes.
- ↑ Njaals Saga, Cap. 106.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229, siger, at Thorgeirs Tale rostes af alle.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 229.
- ↑ Se herom ogsaa ved Haakon den godes Historie, ovenfor 1 B. S. 722.
