man ej taale“. De erindrede ligeledes Kongen om hans en Gang givne Løfte, at hvad end Nogen havde gjort ham imod, vilde han dog tage ham til Naade, hvis han lod sig døbe; dertil, sagde de, vilde de tilstedeværende hedenske Islændinger ikke være uvillige; selv lovede de at finde paa Raad til at skaffe Christendommen Fremgang paa Island, hvilket neppe vilde blive saa vanskeligt, naar de mægtigste Mænds Sønner vare døbte. Kongen lod sig formilde ved denne vise Tale, især da Gissur var temmelig nær beslægtet med ham paa mødrene Side[1], og lod Kongen vide, at han især for dette Slægtskabs Skyld havde taget sig af Thangbrand i hans Nød. Kongen sagde, at hvis Gissur og Hjalte vilde love ham at anvende al deres Omhu og Indflydelse for at skaffe Christendommen Antagelse paa Island, skulde alle de tilstedeværende Islændinger, efter at være døbte, faa drage bort i Fred, paa fire nær, der skulde blive tilbage som Gisler, nemlig Kjartan Olafssøn, Halldor Gudmundssøn, Kolbein Thordssøn og Sverting Runolfssøn“[2]. Herpaa gik Gissur og Hjalte ind, men bad ham dog at behandle Gislerne godt. En af de tilstedeværende gjorde Kongen opmerksom paa at Sverting, for hvem Hjalte nu indlagde Forbøn, var en Søn af den Mand, der havde sagsøgt Hjalte og paadraget ham Fredløshedsdom. Thangbrand sagde, at det var Hjaltes og Gissurs Sædvane at lønne Ondt med Godt[3]. De hedenske Islændinger, som rimeligviis allerede før dette Møde havde bestemt sig til at give efter, og overladt Gissur og Hjalte til at handle, som dem syntes bedst, bleve nu alle døbte. De fleste rejste hjem, paa de fire Gisler nær, og Gissur og Hjalte, der efter Kongens Indbydelse tilbragte Vintren hos ham[4].
Den følgene Vaar (1000) gjorde Gissur og Hjalte sig rejsefærdige for at drage til Island og opfylde deres Løfte. Flere fraraadte Hjalte det,
- ↑ Om Slægtskabsforholdet mellem Gissur hvite og Olaf Tryggvessøns Morfader Erik Bjodaskalle, se ovenfor 1 B. S. 677. Gissur hvite var selv en Søn af Teit, Søn af Ketilbjørn paa Mosfell (se ovenfor 1 B. S. 541). Hans Moder var Aaluf, en Datter af Bødvar, Vikinge-Kaares Søn og Erik Bjodafkalles Broder.
- ↑ Det er øjensynligt, at Kongen lagde an paa at faa en Gissel fra hver Fjerding af Landet. Kjartan tilhørte den vestlige, Halldor den nordlige, Kolbein den østlige og Sverting den sydlige.
- ↑ Dette er den sidste Gang, Thangbrand omtales. Hvor der siden blev af ham, om han forblev hos Olaf, eller maatte forlade ham, vides ikke. Thjodrek Munk, Cap. 12, siger at Olaf irettesatte Thangbrand, fordi han mindre godt havde udført sit Hverv.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 218. Kristnisaga, Cap. 10. Snorre, Olaf Tryggv. Saga, Cap. 91. Odd Munk, Cap. 37. Njaals Saga, Cap. 104. Laxdøla Saga, Cap. 41. Are Frode, Cap. 17. Beretningerne ere paa de her nævnte Steder alle lidt forskjellige, dog ikke i Hovedsagen. Vi have ovenfor i Særdeleshed fulgt Olaf Tryggvessøns Saga.
