Runolf ej kunde faa nogen Dom nedsat over ham, førend han satte den paa Øxaraa Bro, og stillede bevæbnede Mænd ved begge Broender; da blev Hjalte dømt Fjørbaugsmand, eller til tre Aars Fredløshed, og forlod endnu samme Sommer Landet. Endnu paa Rejsen ned til Skibet blev han overfaldt af en Mand, som Runolf havde sendt for at dræbe ham, men Manden blev greben, og Hjalte skjenkede ham Livet, ja optog ham endog i sit Følge. Hjaltes Svigerfader Gissur hvite ledsagede ham i hans Landflygtighed. De styrede til Norge, og landede ved Nidaros strax efter at Olaf var kommen tilbage fra Haalogaland. Da Olaf hørte at de vare christne, tog han meget venligt imod dem.
Imidlertid vare ogsaa flere anseede Islændinger komne til Nidaros, navnlig Halldor, en Søn af Gudmund rike, Kolbein Thordssøn, en Broder af Flose paa Svinafell, Sverting, „en Søn af Runolf Gode, der saa heftigt havde forfulgt Hjalte Skeggessøn, og den raske Farmand Thorarin Nevjulfssøn. De vare alle Hedninger, og søgte derfor at komme bort, strax efter at Kongen var kommen tilbage fra sit Haalogalandstog. De lagde ud af Elven, og sejlede ud efter Fjorden, men Modvind drev dem tilbage til Nidarholm. Kongen fik nu ogsaa at vide, at de havde til Hensigt at undfly ham, og sendte derfor Bud til dem, at de strax skulde komme tilbage og ikke understaa sig at rejse. De vovede ikke at trodse dette Bud, og vendte tilbage til Nidaros, men holdt sig stedse rejsefærdige, uden at losse deres Skibe[1]. Endelig kom Thangbrand, og gav Kongen en fuldstændig, vel og noget overdreven Beretning om den slette Behandling, han havde maattet døje af Islændingerne. „Nogle“, sagde han, „digtede Nidviser om mig, andre vilde dræbe mig, og tilsidst blev jeg dømt fredløs paa Althinget; af det Folk bliver der vistnok kun meget faa, som antage Christendommen“. Da Kongen hørte dette, blev han saa opbragt, at han strax lod alle de Islændinger, som fandtes i Byen, kalde til Things, og gav her den Befaling, at de af dem, som endnu ikke vare døbte, skulde kastes i Fængsel og lemlæstes eller dræbes: saaledes, sagde han, skulde han gjengjelde deres Fædre at de saa foragteligen havde optaget hans Budskab. Men de tilstedeværende christne Islændinger, nemlig Kjartan, Gissur, Hjalte o. fl., gik nu til Kongen, og bad for sine Landsmænd. De forestillede ham, at Thangbrand ej havde faret frem med tilbørlig Lempe og Forsigtighed. „I husker jo selv, Herre“, sagde de, „hvorledes Thangbrand bar sig ad her hos Eder; ude paa Island gik han frem paa samme Maade, med Haardhed og Voldsomhed, og dræbte dem, af hvem han troede at være fornærmet: dette kunde
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 217. Laxdøla Saga, Cap. 41. Snorre og Kristnisaga lade, som vi allerede have seet, de her nævnte Islændinger, saa vel som Gissur og Hjalte, komme samtidigt med Kjartan.
