Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/363

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
337
Kjartan Olafssøn i Norge.

og lagde sine Skibe i Nidarosen, hvor ogsaa Hallfred strax efter ankom. Omtrent paa samme Tid kom flere Islændinger af fornem Æt, blandt hvilke Brand den ørve eller gavmilde, en Søn af den forhen omtalte Høvding Vermund mjove[1]. Kongen anmodede dem strax om at lade sig døbe, og da de vægrede sig derved, nedlagde han Forbud mod deres Hjemrejse, saa at de altsaa mod deres Vilje og til deres store Misfornøjelse maatte blive liggende[2]. De besluttede dog, ej at lade sig tvinge ved Magt, og indgik et Forbund med hinanden om at de alle som een vilde modsætte sig Kongens Christendomspaabud. Medens Sagerne stod saaledes, ankom Kjartan, en Søn af den berømte Olaf Paa fra Hjardarholt og Thorgerd Egilsdatter[3]. Kjartan nævnes som den skjønneste, talentfuldeste og elskværdigste af alle sine Samtidige paa Island. Mellem ham og hans Fætter Bolle Thorleikssøn, der opfostredes paa Hjardarholt, herskede det fortroligste Venskab Kjartan var tidligt kommen i en Kjærlighedsforstaaelse med den skjønne, men hevngjerrige og intrigante Gudrun, en Datter af Usvifer paa Lauge; hun havde allerede inden sit 20de Aar haft to Mænd, af hvilke hun havde skilt sig ved den første, den anden var omkommen paa Søen. Man ansaa hende som den fagreste og forstandigste blandt alle de Kvinder, der i den Tid fandtes paa Island, og det hed, at alt, hvad de øvrige Kvinder havde i Stads, kun var ligesom Børneflitter i Sammenligning med hendes pragtfulde Dragt. Olaf Paa, Kjartans Fader, spaaede sig intet godt af denne Kjærlighedsforstaaelse, men hans Advarsler frugtede intet, og da Kjartan nu skulde drage udenlands, blev det bestemt mellem ham og Gudrun, at hun skulde bie paa ham i tre Aar, inden hun bortgav sin Haand til nogen anden. Han kjøbte halft Skib med Kalf Aasgeirssøn, en Sønnesøn af Audun Skakul fra Videdalen[4], og sejlede afsted, ledsaget af Bolle og flere andre Venner. Ankomne til Agdenes, erfore ogsaa de, at Olaf Tryggvessøn var bleven Konge og paabød Christendommen. De fandt dette en temmelig betænkelig Sag, men lode sig dog ej deraf afholde fra at drage videre, og styre ind til Nidaros, hvor de tidligere ankomne Islændinger, fornemmelig Brand, toge imod dem med stor Glæde. De opfordrede Kjartan til at slutte sig til deres Forbund. Herpaa gav han for det første intet be-

  1. Om Vermund mjove, Viga-Styrs Broder, se ovf. S. 172, 173.
  2. Odd Munk (Cap. 36) der tillige veed at fortælle, at Islændingerne havde store Ladninger af Vaadmaal og Pelsværk, siger at de 3 Gange havde forsøgt at komme bort, men aldrig kunde komme udenfor Agdenes Dette skal vel atter være et af Olaf Tryggvessøn bevirket Mirakel.
  3. Om Olaf Paa se ovf. S. 10, 168.
  4. Om Audun Skakul, se ovf. 1. B. S. 358, 529, dette B. S. 129.