stemt Svar, men sagde kun at han vilde samtykke i hvad alle fandt raadeligst. Det var just paa den Tid, da Olaf havde ladet Byanlægget ved Nidaros paabegynde, saa at der var mange Folk tilstede, og Havnen med dens Omgivelser afgav et livligt Skue. En Godvejrsdag om Høsten, da flere af Byfolkene fornøjede sig med at svømme, foreslog Kjartan sine Landsmænd at gaa hen og se paa dem. De gjorde saa; enkelte af dem deeltoge ogsaa i Svømningen. De bemerkede især en Mand, som svømmede med større Færdighed end alle de øvrige. Kjartan opfordrede baade Hallfred Ottarssøn og sin Frænde Bolle til at maale sig med ham, men ingen af dem vovede det. „Da skal jeg selv forsøge derpaa“, sagde Kjartan, kastede Klæderne af sig og sprang ned i Elven. Han styrede hen til hiin Mand, der svømmede saa godt, greb fat i ham, dukkede under med ham, og holdt ham en Stund under Vandet, for at sætte hans Dygtighed som Dykker paa Prøve. Efter en Stund tog Bymanden til Gjengjeld fat paa Kjartan, dukkede under med ham, og forblev nede med ham saa længe at Kjartan syntes det var paa høj Tid, da han slap ham op igjen. Ikke længe efter dukkede han atter ned med ham, og holdt ham under Vandet i saa lang Tid, at Kjartan ej skjønnede, hvorledes dette vilde løbe af, og tyktes aldrig forhen at have været i en saadan Knibe. Endelig kom de op igjen, og svømmede nu til Land, for at klæde sig paa. Hidtil havde de ej vexlet et eneste Ord sammen. Nu spurgte Bymanden, hvad Kjartan hed. Denne nævnte sit Navn. „Du svømmer godt“, sagde Bymanden, „er du ligesaa dygtig i andre Idrætter?“ „Hjemme paa Island hed det at jeg var den ypperste i alt saadant“, svarede Kjartan, „men nu har jo dette intet at betyde.“ „Det kommer dog an paa, med hvem du har prøvet din Færdighed,“ sagde Bymanden, „hvorfor spørger du mig ej om mit Navn“? Kjartan svarede at det var ham det samme, hvad han hed. „Du er en dygtig Mand, men ogsaa meget stolt“, sagde Bymanden; „mit Navn skal du dog vide, jeg er Kong Olaf Tryggvessøn, og jeg tror ikke du vil have nogen Skam af at være kommen tilkort mod mig“. Kjartan svarede intet, men gik bort i sin Skarlagens-Kjortel, uden Kappe. „Bi dog lidt“, sagde Kongen, „og gaa ikke saa hurtigt bort“. Kjartan’ gik tilbage, skjønt just ikke meget gjerne. Kongen tog sin Kappe af, og gav ham den, for at han, som han sagde, ej skulde gaa uden Kappe til sine Kammerater; han bad ham og betragte den Kappestrid, de havde haft, kun som Spøg og Morskab. Kjartan takkede Kongen for Gaven og gik hjem til sine Mænd, der roste Kappen som meget herlig og kostbar. Men de øvrige Islændinger syntes meget ilde om at han havde modtaget denne Foræring, da han derved ligesom havde stiftet Venskab med Kongen og givet sig i hans Vold[1].
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 160. Laxdølasaga, Cap. 40.
