Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/362

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
336
Olaf Tryggvessøn.

Række af Aar havde været vante til at søge til Throndhjem som Landets fornemste Deel, eller som det Sted, hvor dets fornemste Mand havde sit Sæde. Paa denne Maade kunne vi ogsaa forklare, hvorledes det gik til, at flere af de Islændinger, der i Aaret 996 kom til Norge, endnu, som der siges, intet havde hørt om at Olaf Tryggvessøn var bleven Konge i Norge, og forkyndte den nye Tro[1]. Blandt deres Tal var den forhen omtalte Skald Hallfred Ottarssøn, der efter en uheldig Kjærlighedsforstaaelse med den smukke Kolfinna[2], en Datter af hans Faders Fostbroder Aavalde, havde begivet sig paa Rejser og allerede var bleven antagen som Hirdmand hos Haakon Jarl, efter at have digtet et Kvæde om ham. Da Hallfred om Sommeren 996 kom fra Island, og lagde til ved Agdenes, erfoer han at Haakon Jarl var død og at Olaf Tryggvessøn var bleven Konge og paabød Christendommen. Dette fandt Hallfred og hans Skibskammerater saa betænkeligt, at de besluttede at gjøre Løfter til Guderne, for at faa Bør til at undkomme fra Norge til hedenske Lande. De lovede Frey baade Gods og tre Saald Øl, hvis de kunde komme til Sverige, og Thor eller Odin lige saa meget, om de kunde komme hjem til Island. Men de fik ingen Bør, og maatte, saa nødig de vilde, styre ind ad Fjorden før at komme i Havn. Da de naaede en Havn, kunde de dog ikke komme ind i Skibslejet, fordi det allerede var optaget af en Deel Langskibe. De vidste ikke den Gang, at disse Skibe tilhørte Kongen, som just var kommen tilbage fra sit første uheldige Forsøg paa at gjeste Haalogaland. De maatte derfor lægge sig langt ude, paa et meget ubelejligt Sted, hvor hele Hav-Stormen og Søen stod paa, og hvor Skibet den hele Nat huggede forfærdeligt, saa at de hvert Øjeblik ventede at Ankertouget vilde springe, Men ud paa Morgenen kom der en Baad roende ud til dem fra Langskibene; den styredes af en høj Mand „i en grøn Trøje, og denne tilbød dem meget venligt sin Hjelp for at bringe dem ind i et bedre og sikrere Leje. I samme Øjeblik sprang et af Ankertougene, men Manden i den grønne Trøje styrtede sig i Søen, fik grebet Enden af Touget, og bragte den op i Skibet; de droge nu Ankerne op, og lodsedes derpaa af Folkene i Baaden ind i Havn. De fik siden vide, at Manden i den grønne Trøje ikke var nogen anden end Kong Olaf Tryggvessøn selv, og skjønt de ej endnu havde stiftet nærmere Bekjendtskab med ham, havde de dog paa denne Maade allerede lært at betragte ham i et elskværdigere Lys end hidtil[3]. Han fortsatte strax efter sin Vej til Lade,

  1. Det er dog ogsaa heel rimeligt, at der strax efter Thronskiftet var lagt Forbud paa Sejlads til og fra Island, ligesom ved en tidligere Lejlighed, se ovf. 1. B. S. 734.
  2. Herom se Ol. Tr. S. Cap. 153. Om Hallfred se ellers ovf. S. 176.
  3. Olaf Tr. S. Cap. 154.