sig heelt ufredeligt ad. Sigmund og hans Mænd sprang op imod dem. Men Thrond, der nu opførte sig som den egentlige Herre, bad Folk sætte sig ned og ikke være saa hidsige; han gav Sigmund paa Bøndernes Vegne det Svar, at de aldeles ikke vilde vide af nogen Trosforandring, men at de derimod strax vilde angribe og dræbe ham, hvis han ikke lod den hele Sag fare, og gav det faste Løfte, aldrig mere at bringe den paa Bane. Da Sigmund intet kunde udrette mod Overmagten, var han nødt til at give dette Løfte vidnesfast og med Haandslag, og derpaa skiltes Thinget ad. Sigmund drog hjem til Skuvø, og tilbragte Vinteren der, meget ilde tilmode over at være bleven trodset og kuet af Bønderne. Han betragtede naturligviis den trædske Thrond som den egentlige Ophavsmand dertil, og mod ham rettede han derfor ogsaa nærmest sin Hevn. Dog lod han sig ikke merke med noget, saa længe Vinteren varede.
Den næste Vaar (998), paa den Tid, da Havet var meest uroligt og Strømmene mellem Øerne voldsomst, saa at man næsten ansaa dem ufarbare, forlod Sigmund Skuvø med 30 Mand paa to Skibe, sigende at han enten vilde udføre Kongens Ærinde eller dø. De styrede lige til Østerø, og kom did aldeles uventet i Dagbrækningen. De stødte Døren op til den Skemme, hvor Thrond sov, grebe ham, og førte ham ud. „Nu“, sagde Sigmund, „er det saa som det ofte gaar, at Lykken vexler; ifjor Høst kuede du mig og satte mig to haarde Vilkaar; nu vil jeg ligeledes sætte dig to højst ulige Vilkaar, enten at du antager Christendommen og lader dig døbe, eller at du strax bliver dræbt“. Thrond svarede først, at han ikke vilde forsage sine gamle Venner. Da befalede Sigmund en af sine Mænd at dræbe Thrond og gav ham en stor Øxe i Haanden. Da Thrond saa, at det var Alvor, og at Manden nærmede sig ham med hævet Øxe, sagde han: „hug mig dog ej saa snart, Mand! jeg vil først tale noget med min Frænde Sigmund, hvis han endnu er her“. „Her er jeg“, sagde Sigmund. „Du skal ene raade imellem os“, sagde Thrond, „og jeg vil antage den Tro, du forkynder!“ „Hug du ham Mand“, sagde Thore, uden at bekymre sig om Thronds glatte Ord; men Sigmund sagde at han for denne Gang skulde slippe. Thore forestillede Sigmund, at det vilde blive hans og hans Venners Bane, om Thrond ogsaa nu undgik Døden. Sigmund svarede at han dog nok vilde vove det, og saaledes fik Thrond beholde Livet, men maatte strax lade sig døbe med alle Mænd paa Gaarden. Sigmund tog ham med sig og drog rundt om til alle Øerne, uden at holde op førend alt Folket var christnet (998). Om Sommeren gjorde han sig rejsefærdig for at drage til Norge og bringe Kongen Skatten af Øerne. Thrond skulde følge med. Dette vilde han nødig, og bad meget øm at maatte slippe, men det hjalp ej; da der kom Bør, lod Sigmund Landtougene løse, og satte afsted. Men de vare ikke komne langt, førend Strøm og Storm drev dem
