Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/358

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
332
Olaf Tryggvessøn.

tilbage, saa at de lede Skibbrud og mistede alt Godset, medens dog de fleste af Folkene bleve bjergede, hvoriblandt Thrond, hvilken Sigmund selv reddede foruden mange andre. Thrond sagde at det ej vilde gaa godt, naar de førte ham bort mod hans Vilje. Sigmund svarede at han skulde følge med, hvad han saa end syntes derom, tog et andet Skib, og erstattede den forliste Skat af sit eget Gods, da han var rig paa Løsøre. Anden Gang satte de ud, men kom ikke længer end før; Modvind drev dem tilbage, og Skibet skadedes. Da Sigmund undrede sig over den store Vanskelighed, der nu var forbunden med at komme bort fra Øerne, gjentog Thrond sit forrige Udsagn, at saaledes vilde det altid gaa, naar de førte ham bort med Tvang[1]. Da besluttede Sigmund sig endelig til at slippe Thrond løs, men han maatte sværge den dyreste Ed paa, at han skulde holde fast ved Christendommen, være Kong Olaf og Sigmund tro, ikke gjøre nogen Mand paa Øerne Fortræd, og adlyde, fremme og understøtte saavel dette Paabud fra Kong Olaf, som hver anden Befaling, denne maatte sende til Færøerne. Derpaa drog hver til sit, Thrond til Gøta, og Sigmund til sin Gaard paa Skuvø, hvor han ogsaa tilbragte denne Vinter (998–999), og lod imidlertid udbedre det Skib, han havde haft ved sin sidste uheldige Udfart. Vaaren efter tiltraadte han Rejsen paany, og denne Gang uden Thrond. Rejsen var nu heldig; han traf Kongen i Nidaros, udbetalte ham Skatterne for begge Aar, og fortalte ham, hvorledes det var gaaet ham med Thrond Kongen beklagede, at Thrond ej var kommen til ham, eller var bleven forjagen fra Øerne, da han vistnok var et af de værste Mennesker, som fandtes i hele Norden. Sigmund opholdt sig længe hos Kongen denne Vaar, og nød meget Venskab af ham. De prøvede deres Legemsfærdigheder med hinanden, og skal det have været erkjendt, at Sigmund var den blandt alle Nordmænd, der kom Olaf nærmest i alskens Idrætter, skjønt han dog ikke ganske kunde naa ham. Mod Slutningen af Sigmunds Ophold hos Olaf indtraf der dog en Omstændighed, der til en vis Grad kjølnede Venskabet mellem dem. Som de en Gang sad og drak, blev Kongen var den store Guldring paa Sigmunds Arm, som han havde faaet af Haakon Jarl, og som denne havde taget af Thorgerd Hølgabruds Billede. Kongen bad om at maatte se paa den, og da Sigmund rakte ham den, spurgte han, om han vilde give ham den. Sigmund svarede at han havde lovet, ej at stille sig ved den. Kongen tilbød ham en anden lige saa god Ring i Stedet, men Sigmund svarede at han havde givet Haakon Jarl det hellige Løfte, aldrig at afhænde den, og

  1. Om nu virkelig Sigmund tilfældigviis tvende Gange har lidt Skibbrud, eller om en Opdigtelse eller Overdrivelse her har fundet Sted, maa naturligviis staa ved sit Værd. Sagafortælleren har her aabenbart villet antyde, at Thronds Tryllekyndighed har været Aarsagen.