at han aldrig havde blotet Afguderne; han tilbød ham sit Venskab og stor Anseelse, hvis han vilde antage Christendommen. Sigmund svarede, at skjønt han havde fundet sig vel som Undermand af Haakon Jarl, der, skjønt grum og svigefuld mod sine Uvenner, dog var huld, omhyggelig, gavmild og blid mod sine Venner, saa havde han dog aldrig fundet Behag i Jarlens Gudsdyrkelse og derfor havde han heller ikke villet ofre til Afguderne, skjønt han dog ikke kjendte nogen bedre Tro. Olaf blev meget glad ved at Sigmund optog hans Anmodning saa vel og viste sig saa føjelig. Sigmund blev døbt med hele sit Følge, og opholdt sig en Stund hos Olaf, medens denne lod ham og hans Mænd undervise i Christendommen. Ud paa Høsten[1] sagde Kongen til ham, at han vilde sende ham ud til Færøerne for at han kunde christne de der boende Folk. Sigmund gjorde i Begyndelsen Vanskeligheder, men erklærede sig dog tilsidst beredt til at opfylde Kongens Ønske. Kongen udnævnte ham nu til sin Befalingsmand over Færøerne, og medgav ham Lærere til at døbe og undervise Folket. Saa snart Sigmund var kommen hjem, sammenkaldte han Bønderne til et Thing paa Straumsø. En Mængde mødte frem, og da Thinget var sat, forkyndte Sigmund allerførst, at han havde været i Norge om Sommeren, og at Kong Olaf havde beskikket ham til Befalingsmand over alle Øerne. De fleste Bønder optoge dette vel. Nu rykkede han frem med sit egentlige Ærende. Han sagde at han selv havde antaget Christendommen, og at han havde modtaget det Hverv af Kong Olaf, at indføre den paa Øerne. Da rejste Thrond i Gøta sig, og sagde at dette var en vanskelig Sag, hvorom Bønderne maatte raadslaa mellem sig selv indbyrdes. Heri vare de øvrige Bønder enige, og gik med Thrond hen til den ene Side af Thingvolden for at overlægge derom. Thrond raadede dem til, strax paa det bestemteste at sige nej, og bragte det ved sine Overtalelser dertil, at de besluttede dette eenstemmigt. Da Sigmund nu saa, at alle Bønderne sluttede sig til Thrond, og at der ingen flere var tilbage hos ham selv end hans egne Mænd, der havde antaget Christendommen, udbrød han: „for megen Magt har jeg nu givet Thrond“. Hedningerne vendte nu tilbage til det Sted, hvor Sigmund sad. De hævede deres Vaaben og bare
- ↑ Flatøbogen lader Sigmund opholde sig hos Olaf hele Vinteren, og først den følgende Vaar drage tilbage til Færøerne, hvorved de paafølgende Begivenheder alle falde et Aar sildigere, og Kongens sidste Afsked med Sigmund falder 1000, ej 909. Men da det ej er sandsynligt at Sigmund skulde have opholdt sig saa længe hos Olaf, og isaafald endog have fulgt ham til Viken, uden at man havde hørt mere fra ham, er det rimeligere hvad Olaf Tr. Saga i Fornm. Sögur fortæller, at Sigmunds Hjemrejse og første uheldige Forsøg paa at indføre Christendommen skede endnu i tamme Høst 997. I denne Bearbejdelse ere ogsaa Episoderne i Sigmunds Historie saaledes indskudte mellem de øvrige Begivenheder af Olafs Liv, at Tidsregningen falder bedre i Øjnene, hvilket derimod ej er Tilfældet i Flatøbogen.
