været ledig med Hensyn til de øvrige Lande, der vare beboede af Nordmænd, hvad enten de lode under Norges Højhed eller ej. Hans store Formaal var at udbrede Christendommen saa langt som det norske Navn strakte. Til dette Maal arbejdede han med utrættelig Iver, og uagtet hans Herredømme kun varede i faa Aar, havde han dog den Tilfredsstillelse at se sit Verk kronet med Held. Orknøerne og Hjaltland havde han allerede paa sin Rejse til Norge faaet christnede ved at tvinge Jarlen selv til at antage Christendommen, og om det end kunde synes, som om det ej var en nødvendig Følge af Jarlens Omvendelse, at ogsaa Øernes øvrige Indbyggere bleve christne, og uagtet det udtrykkeligt heder, at Sigurd Jarl efter sin Søn Hundes Død ikke viste ham nogen Lydighed, men derimod sluttede sig nærmere til Skotland, faa er det dog vist, at der fra den Tid af ikke længer er Tale om Hedendom paa Orknøerne og Hjaltland. Man skulde næsten formode, at Mængden af Indbyggerne paa Grund af deres stadige Samkvem med Skotland allerede bekjendte sig til Christendommen, og at Hedendommen endnu kun havde vedligeholdt sig i Jarlens egen og nogle faa andre fornemmere Slægter[1].
Efter Orknøerne og Hjaltland kom Raden til Færøerne. Det gjaldt her for Olaf, ligesom ved hine, ej alene at christne dem, men ogsaa at bringe dem til at erkjende hans Herredømme. Var det første end for ham det vigtigste, saa var dog ogsaa det andet ham saare magtpaaliggende, om end kun som en Betingelse for at det første kunde ske. Aldrig saa snart havde derfor Olaf christnet Throndhjem, førend han sendte Bud til Sigmund Brestessøn, Færøernes Lensherre, med den Befaling, at han skulde komme til ham, og med det Løfte, at han skulde nyde stor Hæder og fremdeles blive den største Mand paa Færøerne, hvis han vilde gaa Kongen til Haande. Sigmund adlød Anmodningen, og drog fra Færøerne tilligemed sin Frænde Thore Beinessøn. Han landede ved Søndmøre ud paa Sommeren (997), just som Olaf opholdt sig der og tog Veitsle hos en mægtig Bonde paa sin Rejse sydefter til Viken, da han vilde bejle til Sigrid Storraade[2]. Olaf tog meget venligt mod Sigmund. Han ytrede at det just var i sin Orden, om de sluttede sig nærmere til hinanden, da deres Skjæbne havde saa meget tilfælles, thi begge havde de som Børn været solgte i Trældom langt fra deres Fædreland og Frænder, og først efter megen Omflakken og mange Æventyr erhvervet deres fædrene Besiddelser tilbage. Han haabede saa meget mere at Sigmund vilde antage den rette Tro, som han havde erfaret,
