i de indre Dele af Landet eller de egentlige Oplande havde han endnu ikke været. Var end Manges Omvendelse langt fra at være oprigtig og Christendommen temmelig overfladisk, saa var den dog allerede paa en vis Maade bleven Statsreligion, og dette siger meget. Hedendommen havde allerede faaet Dødsstødet, og om den end hist og her endnu engang kunde rejse Hovedet i Vejret, var dette dog kun ligesom den sidste Opblussen af Lampen, førend den aldeles gaar ud. Christendommen vilde ikke være hvad den er, hvis den ej havde den Egenskab at den, engang rodfæstet i et Land, aldrig mere kan udryddes, men derimod stedse maa vinde flere og flere Proselyter fra Hedendommen. Om Olafs Bestræbelser for at vedligeholde Christendommen paa de Steder, hvor han først fik den indført, tales der ikke meget. Det heder kun at han, som vi have seet, paa sin anden Rejse sydefter undersøgte, hvorledes Christendommen overholdtes, bødede paa Bøndernes Tro, og rettede paa hvad der behøvedes. Til slige Bestræbelser for at vedligeholde den engang indførte Christendom kunne vi maaske ogsaa regne en Begivenhed, der rigtignok kun fortælles i den legendariske Saga, og her sættes forud for Jernskegges Drab og Thrøndernes egentlige Omvendelse, men paa den anden Side ogsaa sættes efter Toget til Haalogaland, og i sig selv ej indeholder nogen Urimelighed. Han merkede, siges det, at de Thrønder, der havde været med ham i Haalogaland, endnu troede meget paa Guderne, især paa Frey. Han dadlede dem derfor, men de modsagde ham, og det forekom ham som om de vilde kapro med ham for at komme før ham til Land, der siges ikke hvor. Dog kom Kongen dem i Forkjøbet, og fandt et Hov, hver han brød alle Gudebillederne sønder, paa Freys nær: det tog han med sig paa sit Skib, og da Thrønderne kom imod ham, brød han det lige for deres Øjne i smaa Stykker. Dette bragte dem paa bedre Tanker, saa at de aldeles lode den gamle Tro fare[1].
Men medens Olaf christnede det egentlige Norge, havde han heller ikke
- ↑ Odd Munk Cap. 43.
høj lys Dag turde træde os under Øjne“: Den tredie Beretning, som indføres paa samme Sted, er om tvende Hirdmænd, som en Aften, da Kongen laa ved Naumdal, hemmelig gik op fra Skibene, fordi de havde hørt, at der i Naumdal var mere Troldegang end andensteds i Norge, og derfor nu gjerne vilde prøve, om de kunde merke noget dertil. De skulle have fundet en Hule, fuld af Trold, der sad og beklagede sig over den Skade, Kong Olaf gjorde dem, og fortalte hinanden hvor uheldigt det var gaaet dem i deres forskjellige Forsøg paa at overliste ham. Siden skulle Hirdmændene have fortalt alt dette til Kongen, der bekræftede Sandheden deraf, men forbød dog sine Mænd, oftere at gaa alene op i Land for at tilfredsstille slig Nysgjerrighed; han skal derpaa med Biskoppen have befaret alle de nærmeste Bygder og ladet Vievand stænke om paa Bjerge og Dale, for at rense Egnen for de urene Aander. (Olaf Tr. S. Cap. 213. Odd Munk Cap. 56).
