Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/337

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
311
Thyre Haraldsdatter.

de egteskabelige Forhold, og havde i det hele taget et slet Lov[1], hvad hun saa meget mere maatte kjende til, som hun i sit Egteskab med Styrbjørn havde været i Jomsborg. Hun negtede derfor ganske at ville egte ham, og opholdt sig i Danmark. Saaledes gik en Tid hen. Mieczyslav døde (992) og Boleslav blev Konge. Sven forskød hans Stifter Gunnhild, som egtede Erik Sejrsæl, hvorved Boleslav traadte i nærmere Forbindelse med denne, men derimod fjernedes fra Sven, og rimeligviis ogsaa fra hans Syster, thi vist er det, at det paatænkte Egteskab endnu en Tidlang ikke kom istand. Thyre forblev boende paa de store Gaarde, hendes Fader Harald i sin Tid havde skjenket hende paa Falster, Fyen og Bornholm, og som ved hendes Egteskab med Boleslav skulde have været overdragne til Gunnhild, imod at Thyre fik Godser af tilsvarende Værd i Vendland[2]. Sven, som paa denne Tid fremdeles synes at have sværmet om paa Tog, fornemmelig i de vestlige Farvande[3], skal have ladet to af sine Hirdmænd drage til Olaf, under Skin af at de maatte frelse sig ved Flugten, fordi Sven vilde lade dem tage af Dage. Olaf tog venligt imod dem og beholdt dem hos sig; disse skulle nu have talt saaledes for ham om Thyres Skjønhed og Elskværdighed, at han fik større Lyst til at egte hende, end Sigrid[4]. Det

  1. Boleslav skal være fød ved 967, altsaa paa den Tid, da Forliget sluttedes, kun 20 Aar gammel, og i 997 30 Aar. Hvor slet Lov han havde, sees af Thietmar IV. 35), hvor han omtaler hans Fødsel: „Hun (Dobrava), den gode Moder, fødte en fra hende meget vanslægtende Søn, og mange Mødres Fordærvelse (sic), hvilken hun efter sin Broder kaldte Boleslav, den samme, der mod hende aabenbarede sin iboende Ondskab, og siden rasede mod sit eget Kjød og Blod“. Hans Ondskab i det hele taget og Ustadighed i Giftermaal omtales i IV. 37. Ágrip (Cap. 17) nævner ikke Boleslav, kun „en Hertug i Vendland“.
  2. Fagrskinna Cap. 52, 53.
  3. Om Svens Bedrifter i Mellemtiden fra hans sidste Forjagelse fra Danmark ved Olaf svenske indtil hans Tilbagekomst efter Giftermaalet med Sigrid nævnes intet i Sagaerne: man veed ej med Vished, om han var i Vesten, eller i Østen. Vi erfare kun af de allerede forhen omtalte engelske og britiske Annaler, at der i det mindste ikke nævnes noget dansk Herjetog enten i England eller Wales, mellem 995 og 997; i denne Tid har vel altsaa Sven været hjemme i Danmark, hvilket ogsaa passer med hvad vore egne Efterretninger antyde (f. Ex. at Erik Jarl netop i 996 egtede Svens Datter Gyda); og da vi nu sinde Herjetog atter omtalte fra 997 til 999 (se Chron. Sax. og Brut y Tywysogion ved disse Aar) ligesom ogsaa Sven, udtrykkeligt omtalt 995, efter 1002 fremdeles nævnes og ligesom forudsættes som Danernes Anfører, bliver det overmaade sandsynligt, at Sven fra 997 atter tilbragte Tiden med Herjetog paa England, og muligt endog havde Fredland i Nordmandie, hvor den danske Flaade i det mindste i Aaret 1000 drog hen, og hvor Sven i alle Fald senere fandt Tilflugt (se Villjam af Jumièges, V. 7).
  4. Dette fortælles kun af Saxo, 10de B. S. 502; ogsaa Odd Munk (Cap. 35)