er imidlertid et Spørgsmaal, hvor vidt Olafs forandrede Giftermaalsplaner ene skyldes Svens Intriger; thi da vi erfare at Thyre paa denne Tid virkelig, som snart skal omtales, flygtede til Olaf og egtede ham, synes det mere at have været Skjæbnen, som her var Sven gunstig, medens han derimod maaske snarere har søgt at paavirke Sigrid Storraade. Dertil kom, at Olaf rimeligviis allerede under Opholdet i Vendland havde lært Thyre at kjende, da hun var gift med Styrbjørn. Medens Sigrid begyndte at fatte Mistanke mod Olaf, synes altsaa denne paa sin Side virkelig at være bleven vaklende i sin Beslutning, at egte hende. Imidlertid fandt Mødet Sted til bestemt Tid. Olaf fordrede som en ufravigelig Betingelse, at Sigrid skulde antage Christendommen. Derved vægrede hun sig paa det bestemteste; hun vilde ikke forsage den Tro, hendes Frænder havde haft for hende, men meente ogsaa, at Olaf kunde tro paa den Gud, han fandt for godt. Da, fortælles der, blev Olaf vred, og slog hende i Ansigtet med sin Handske, idet han sagde: „hvorfor skulde jeg ogsaa have dig, gamle Rynkeskind, som er saa hedensk i Bund og Grund!“ Opbragt over denne Fornærmelse, stod Sigrid op og gik vort med de Ord: „dette tør maaske volde din Død!“ Olaf skal ej have ladet det blive derved. Da hun skulde gaa ombord i sit Fartøj, skal han have ladet det Bret, der var lagt ud fra Land, drage bort, mens hun befandt sig paa det, saa at hun styrtede i Vandet, idet Olafs tilstedeværende Mænd, for at haane hende end mere, efterlignede Heste-Vrinsken. Med Nød og neppe kom hun op; og hvilke Følelser med Hensyn til Olaf der nu besjælede hendes stolte og hevnlystne Sind, kan man let forestille sig[1]. Der kunde ej være nogen belejligere Tid for Sven til at fremkomme med sit eget Frieri. Imidlertid havde Thyre selv begivet sig til Norge. Det angives som Grund, at Boleslav endelig langt om længe havde fordret det sluttede Forlig opfyldt, og i manglende Fald truet med Krig; og at Sven som en Følge deraf havde sendt hende til Vendland, hvor Boleslav strax holdt Bryllup med hende, men at hun af Bedrøvelse hverken vilde smage Mad eller Drikke, og endelig efter en Uges Forløb tog
- ↑ Historien om Handsken fortælles i Olaf Tryggv. Saga Cap. 194, og af Snorre Cap. 68, samt hentydes til i Fagrskinna Cap. 74; den anden, om hendes Neddukning, hos Saxo, 10de B. S. 503. Den er slet ikke saa usandsynlig, kun har Saxo vistnok Uret i at lade Dukningen foregaa, førend hun betraadte Kongens Skib, hvor Samtalen skulde finde Sted. Den er snarere foregaaet efter, eller og ved hendes Overfart til den svenske Side. Det heder vel i Sagaen, at Samtalen skede i Kongehelle, men da det tidligere heder, at den berammedes til at finde Sted „i Elven, ved Landemerket“, er det ej usandsynligt, at den virkelig har fundet Sted ombord, teet ved Kongehelle.
fortæller om en Aake danske, der havde taget Tjeneste hos Olaf, og stedse roste Thyre.
