Ved denne Lejlighed sendte Olaf hende til Foræring den store Guldring, som han havde ladet tage fra Døren til Hovet paa Lade. Sigrid fandt Ringen prægtig, roste Olafs Gavmildhed, og lod den gaa rundt i Hallen, for at hendes Mænd kunde se den. De beundrede den ogsaa alle, undtagen hendes to Guldsmede; de vejede den i Haanden, og sagde intet til dens Ros, men hviskede derimod til hinanden. Dronningen merkede det, og spurgte om de havde noget at udsætte paa Ringen. De vilde i Førstningen ikke ud med Sproget, men hun paastod at de skulde og maatte sige, hvad de havde bemerket. De sagde da, at Ringen ej var egte. Hun lod den bryde over, og man fandt virkelig, at den indvendig var af Kobber, men kun udentil belagt med Guld. Derover blev hun meget vred og sagde, at Olaf nok ogsaa kunde skuffe hende i andre Stykker[1].
Heri var der maaske og noget sandt. Vi have seet, hvorledes Sven Tjugeskegg, efter at Olaf havde slaaet Haanden af ham i England, strax efter, ved det længe forønskede Budskab om Erik Sejrsæls Død, drog hjem til Danmark, for at vinde det paany, og at dette ogsaa lykkedes ham, medens Olaf svenske opholdt sig i Sverige[2]. Men det er ligeledes nævnt, hvorledes Olaf svenske ikke længe efter nødsagede ham til, paany at forlade sit Fædrenerige, som Olaf atter forenede med Sverige[3]. Hvis det nu lykkekedes Olaf Tryggvessøn at vinde Sigrid Storraades Haand og saaledes at komme i Svogerskab og den nærmeste Forbindelse med deri mægtige Sviakonge, da var al sandsynlig Udsigt for Sven tabt til nogensinde at vinde Danmark tilbage. Men paa den anden Side var der for Sven ingen rimeligere Udsigt dertil end ved selv at blive Sigrids Mand. Hendes Forbindelse med Olaf, som desuden var hans personlige Fiende, var ham derfor i dobbelt Henseende ubelejlig og det maalte under alle Omstændigheder være ham saare magtpaaliggende at forhindre den. Derpaa skal han da ogsaa virkelig have forsøgt ved at bruge sin egen Syster Thyre som Lokkemiddel. Thyre, Styrbjørns Enke, var, som tidligere nævnt, ved det nødtvungne Forlig, Sven havde indgaaet med Sigvalde og Mieczyslav af Polen eller maaske rettere hans Søn Boleslav, bleven fæstet til denne, ligesom hans Syster Gunnhild var bleven Sven paatvungen[4]. Thyre var meget misfornøjet hermed, vel ikke, som det i vore Sagaer heder, fordi Boleslav baade var gammel og hedensk, thi han var paa denne Tid i sine bedste Aar og ivrig Christen; men han var en raa, voldsom Kriger, agtede kun lidet
