Gudrun tilbragte sammen, og hun troede at han sov, tog hun en Kniv frem og vilde stikke ham ihjel med den, for saaledes at hevne sin Fader. Kongen var dog vaagen og merkede det, tog Kniven fra hende, gik op af Sængen, og fortalte sine Mænd, hvad der var skeet. Gudrun tog sine Klæder, og rejste hjem med alle dem, der havde fulgt hende. Det lader ikke til at Kongen tog nogen Straf over hende eller hendes Frænder for dette Mordforsøg[1].
Da Olaf paa denne Maade havde faaet Thrøndelagen christnet, drog han atter sydefter for at udføre en Plan, hvilken han, som man maa formode, i længere Tid havde haft paa Hjerte, og kun tilsidesat i Anledning af sit saagodt som tvungne Giftermaal med Gudrun, hvis Ophævelse derfor vistnok var ham særdeles velkommen. Denne Plan var at erhverve den mægtige svenske Enkedronning Sigrid Storraades Haand. Det er allerede tidligere fortalt, at hendes Mand, Kong Erik Sejrsæl, havde skilt sig
- ↑ Olaf Tr. S. Cap. 162, 165–168. Snorre Cap. 72–78. Olaf Tr. Saga er her overalt mere ordrig end Snorre, især lægger den Kongen lange Taler i Munden, som han neppe nogensinde i Virkeligheden har holdt. Thjodrek Munk (Cap. 11) omtaler Kongens Besøg paa Mæren, men forvexler det aabenbart med den Beretning, som nedenfor vil blive meddeelt, nemlig om Sejdmændenes Indebrænding. – Odd Munk fortæller alt dette paa en forskjellig Maade. Først beretter han i Cap. 27 (i den trykte Udgave er her en Lakun) om Gildet paa Lade, hvor „Høvdingerne“ (det siges ikke hvad de hed, kun at de vare fra Throndhjem, endog de fjerneste Hereder) bleve tvungne til at lade sig døbe ved Truslen om Ofring; det omtales strax efter Hørdelands Omvendelse og Hyrnings og Thorgeirs Giftermaal, og strax før Beretningen om Sigrid Storraade. Men længe efter, nemlig i Cap. 50, siges der, at han i sit 4de Aar havde 8 Fylkers Thing paa Froste, hvor Jern-Skegge, Styrkaar Eindridesøn af Gimse, og Orm lygra af Bynes kom med deres Frænder, foruden mange andre. Jern-Skegge taler i Bøndernes Navn; Kongen lover, som ovenfor nævnt, at komme til „Hovedhovet“ paa Mæren; han begiver sig did paa Ormen lange, sinder 300 Mænd samlede, gaar ind i Hovet med en Bredøxe i Haanden, ledsaget af Bøndernes „Blotbiskop“, og slaar Thor ned, medens Skegge dræbes udenfor; derpaa siger han: lad os forøge Blotene idet vi ej blote Trælle eller Oldinger, men eders Konger og de fornemste Mænd“; derved blive Bønderne bange og lade sig døbe; der bliver i alt døbt 600. Om Gudrun heder det, at hun havde været hans Frille, indtil han blev gift med Thyre (hvilket her foregaar før nysnævnte Begivenhed); men at han derpaa lod hende fare; om Mordforsøget nævnes intet. – Om Skegges Lig fortælle baade Snorre (Cap. 79) og Olaf Tr. Saga (Cap. 169), at det blev højlagt ved Austraat paa Yrje.
