havde Hæderspladsen i deres Midte; hans Billede var stort, og overalt prydet med Guld og Sølv. Kongen bævede nu sin Stav, og slog til Thor saa at han faldt ned af Stallen og gik istykker. Dette var Tegnet for Kongens Mænd til at slaa alle de øvrige Gudebilleder ned. Og medens denne Ødelæggelse skede inde i Hovet, blev Jern-Skegge dræbt udenfor Døren af Kongens Følge. Det Hele var aabenbart aftalt i Forvejen, og maa have foregaaet i en saadan Hast, at Bønderne ej ret kunde besinde sig, førend det var for silde. Da Kongen kom ud igjen, bød han den forsamlede Skare sætte sig ned, og forelagde Bønderne som sædvanligt to Vilkaar, enten strak at lade sig døbe, eller at forsøge Kamp; dog forestillede han dem, at han var mandsterkere end de troede, og at han havde bestaaet mangen farligere Dyst, end at slaaes med Bønder og Thorpere i Throndhjem. Bønderne havde været vante til at Skegge stillede sig i Spidsen og førte Ordet for dem; da han nu var dræbt, var der ingen, de kunde holde sig til; de tabte Modet og gave sig Olaf i Vold. Han lod da alle dem af de Tilstedeværende, der endnu vare udøbte, døbe, og tog Gisler af dem paa at de skulde overholde Christendommen. Siden sendte han Prester, ledsagede af hans Mænd, om i hele Thrøndelagen forat døbe Folket, men drog selv tilbage til Nidaros. Saaledes havde han da paa en Viis ogsaa faaet Thrøndelagen christnet, og af alle Fylker langs Kysten stode kun Naumdølafylke og Haalogaland tilbage at christne. Man kan visselig ikke bifalde den Maade, paa hvilken Olaf her gik frem, thi strengt taget sveg han ej alene det Løfte, han i sin Tid havde givet Thrønderne, da de toge ham til Konge, men han skuffede endog den Tillid, de ved denne særegne Lejlighed viste ham. Dog, religiøse Hensyn undskyldte i hine Tider fuldkommen en saadan Ferd, og, besynderligt nok, ej engang de Høvdinger, som han saaledes overlistede, synes at have regnet ham det videre til Last.
Olaf skyldte imidlertid at betale Bøder for Drabet paa Skegge, der, som vi allerede have seet, havde mange mægtige Frænder, blandt hvilke Styrkaar paa Gimse. Kongen havde en Sammenkomst med dem, og tilbød dem Bøder og Forlig. Det kom og til et Forlig, hvorved det blandt andet bestemtes, at Olaf skulde egte Skegges efterladte Datter Gudrun. Brylluppet blev virkelig holdt, men allerede den første Nat, Olaf og
bryntröll (se Vallaljots S. Cap. 3 sammenholdt med Laxdølasaga Cap. 87); dette sidste Ord betegner undertiden og et Slags Vaaben, der nærmesst kan sammenlignes med en Stridskolbe eller Morgenstjerne; da dog Olafs refði ej betragtedes som et Vaaben, kan det neppe have været andet end en temmelig lang Stav med en svær Knap. eller Kolbe, og siden der tales om Guldbeslag, maa dette vistnok have været paa Knappen og maaske et Stykke nedover, hvor Haanden sluttede om den.
