Efterat Olaf saaledes paa en ret klog, men ikke synderligt hæderlig Maade havde overlistet Høvdingerne i Thrøndelagen, begav han sig strax efter Julen (997) til Mæren, hvor Midvinterblotet skulde staa. Man ser heraf at Haakon den godes Bestemmelse, som flyttede Midvinterblotet fra Huggenatten til de Christnes Juletid, ej længer overholdtes, men at det atter var flyttet tilbage til den gamle hedenske Juletid. Paa Mæren fandt Olaf alle de Høvdinger samlede, som især søgte at modsætte sig Christendommens Indførelse. Jern-Skegge var nu, som paa Frosten, deres Formand og Ordfører, og til dem sluttede sig ogsaa alle de Storbønder, der plejede at forestaa Blotene i dette Hov. Kongen lod strax kræve Thing, og saa vel hans Mænd, som Bønderne mødte her fuldt bevæbnede. I Førstningen var der saadan Tummel, at man intet kunde høre; da det blev noget stillere, talte Kongen og bød Forsamlingen at antage Christendommen. Jern-Skegge svarede paa Bøndernes Vegne, at de ej vilde tillade Kongen at bryde Loven for dem, men at han skulde blote, ligesom hans Formænd før ham. Bønderne bifaldt hans Ord med megen Larm og sagde at saa skulde det være, som Skegge havde sagt. Kongen svarede meget sagtmodigt, at han, efter den paa Frosten trufne Aftale, nu vilde gaa ind i Hovet og se deres Skikke og Fremgangsmaade ved Blotene. Dette syntes Bønderne godt om, og enkelte af dem saa vel som Kongen selv og nogle faa af hans Mænd gik til Hovet. Man maatte ej betræde Hovene med Vaaben, derfor gik alle ind vaabenløse, og Kongen havde kun en Stav med guldbeslagen Knap i Haanden[1]. I Hovet var der flere Gudebilleder; Thor
- ↑ I Sagaerne kaldes denne Stav refði, hvilket Ord bruges eenstydigt med
Navne som deres Fædre. Aasbjørn maa have været en Søn af den paa samme Sted nævnte Thorberg af Varnæs (i Stjørdalen); i de fleste Haandskrifter staar paa nærværende Sted fejlagtigt Ørnes. Man ser forresten heraf, at der i Gildet ogsaa var Folk fra Stjørdalen. Orm Lyrgja og Halldor ere bekjendte fra Opstanden mod Haakon Jarl, men det siges ej, da Orm første Gang omtales, at han ejede Medalhuus; tvertimod var Jarlen netop til Gilde der, da han sendte sine Trælle til Bunes, for at hente Gudrun. Dog er det muligt, at han senere kan have erhvervet Medalhuus. Odd Munk kalder ham „Orm lygra af Bunes i Gauldal, gift med Gudrun, Datter af Bergthor, og Syster af Aasgaut paa Selvaag, hvis Moder var Thurid, Syster af Thorodd Gode paa Ølvus“. Det forhen omtalte Sagn fortæller om ham, at han skal have begravet den paa Rimul dræbte Jarls Lig, og at han siden af den Konge, der afskaffede Hedendommen, fik Tilbud om at blive hans Hirdmand, hvilket han dog ej vilde modtage, men flyttede fra Steine paa Bynesset, hvor han forhen boede, til Bunes, hvor han og hans Hustru siden døde paa samme Dag, 100 Aar gamle, og begroves af deres Børnebørn, der rejste to Bautastene over dem, af hvilken den ene endnu staar. Flere Omstændigheder ved dette Sagn, navnlig Formerne „Bynesset“ og „Rimul“ vidne om at det i alle Fald er blevet lempet efter, om ikke ligefrem opstaaet af Beretningen hos Snorre.
