saamange Tilhængere der. Men, siger Thjodrek Munk[1], Olaf, som saa, at Barbarernes Hjerter vare forhærdede, at de alene med en kraftig Haand kunde renses fra Vantroens indgroede Dorskhed og Ureenhed og den ligesom medfødde eller med Modersmelken inddrukne Tilbedelse af onde Aander, og at de ikke bevægedes synderligt ved Ordet, tilføjede hyppigt ogsaa Hug og Slag[2], efterlignende sin Herre, der gød Olje og Viin i den Saaredes Vunder, og tillige hiint Evangeliets Udsagn: „nød dem til at komme ind, for at mit Huus kan blive fuldt“. Og derfor, som det heder hos en anden Chronist, underkastede han dem, hvilke Biskoppen ej formaaede at overvinde med det aandelige Sverd, Christi Herredømme ved det legemlige, den Fornemme som den Ringe, det diende Barn saa vel som Oldingen[3]. Dette var nu just ikke efter Gregorius’s humane Grundsætninger, hvilke Haakon Adelsteensfostres Raadgivere synes at have fulgt, men det er vel og højst sandsynligt, at uden haardere Midlers Anvendelse vilde Olaf neppe have udrettet stort. Han var selv heftig og ivrig, og det var nu engang Tidens Aand at forkynde Christendommen blandt Hedningerne paa den Maade. Det fortælles derfor, at alle de i nordre Viken, der vovede at modsætte sig hans Bud, bleve haardt revsede; nogle bleve dræbte, andre lemlæstede eller jagne ud af Landet. Og derved bragte han det saa vidt, at ogsaa Nord-Viken christnedes og at saaledes hele det Rige, hans Fader Tryggve havde haft, blev vundet for Christendommen[4].
Det er dog heel rimeligt, at Olafs Fremfærd ogsaa for en stor Deel skyldes Paavirkningen af de Gejstlige, som vare om ham. Af disse har isærdeleshed een erhvervet Navnkundighed ved sin Heftighed, Voldsomhed og Stridbarhed, og han var, vel at merke, ingen Englænder, men en Saxer, og saaledes oplært i de tydske Kejseres Omvendelses-Skole. Hans Navn var Thangbrand, og han udgives for at have været en Søn af en Wilibald, Greve af Bremen. Om Maaden, paa hvilken Olaf blev kjendt med ham, fortælles følgende Historie, der dog i flere Henseender er mindre sandsynlig, og saaledes maa staa ved sit Verd. Biskop Albert eller Adalbert, der i Harald Gormssøns Dage sendtes fra Bremen til den nys oprettede Biskopsstol i Aaros[5], havde Thangbrand hos sig som sin Discipel og
- ↑ Thjodr. M. Cap. 11.
- ↑ Her er et uoversætteligt Ordspil: et quia minus movebantur ad verba, addidit frequenter verbera.
- ↑ Histor. Norv, fol. 10, b.
- ↑ Ol. Tr. Saga, Cap. 110. Snorre Cap. 56. Odd Munk omtaler ikke Viken.
- ↑ Saaledes Kristnisaga, Cap. 5. Olaf Tr. S. Cap. 74, 81, lader derimod Albert være Biskop i Bremen. Albert var forresten neppe heller Biskop i Aaros, men derimod i Slesvig fra 990–1010 (se Lappenbergs Anm. til Mag.
