alle disse Konger paa Oplandene nu adløde eller havde adlydt Sviakongen, thi siden Danmarks Undertvingelse ved Erik Sejrsæl var Sviakongen tillige Danekonge, og endnu var der ikke indtruffet noget, som havde kunnet gjøre nogen Forandring i dette Forhold. Ved Olaf Tryggvessøns Anerkjendelse som Konge i Viken bleve Oplændingekongerne for det første saa at sige sine egne Herrer.
Viken var det første Landskab, hvor Olaf Tryggvessøn forkyndte Christendommen; deels fordi han vel følte sig sikrest der, deels vel og fordi Christendommen der allerede havde de fleste Tilhængere. Olaf kaldte Lodin, hans Svigersønner, og sine Morbrødre til sig, aabenbarede sin Hensigt, at paabyde Christendommen over det hele Land, om det saa skulde koste ham hans Liv, og bad dem være sig behjelpelige dertil. „Jeg skal“, sagde han, „gjøre Eder alle til store og mægtige Mænd, thi Eder tror jeg bedst formedelst Frændskab og andre Forbindelser“. Flere af dem vare vistnok allerede Christne, idetmindste maa dette have været Tilfældet med Jostein og Karlshoved, Olafs Vaabenbrødre i Vesterviking, og det er derfor ej at undres over, at de villigen lovede at staa ham bi med alle deres afhængige. Derfor tilsagde de ham deres Bistand, og han forkyndte nu for Almuen i Østre-Viken, at alle og enhver skulde antage Christendommen. Og da han allerede havde sikret sig de mægtiges Bistand, havde han ingen Vanskelighed ved at faa dette Bud sat igjennem; thi de øvrige vovede ej at modsætte sig. Saaledes bleve alle paa den Kant, nemlig det egentlige Øster-Viken eller Ranarike, døbte. Fra Østerviken drog Olaf til det nordre eller indre Viken, nemlig Egnene omkring Folden, hvor han ligeledes lod sin Befaling udgaa til alle om at antage Christendommen. Her mødte han imidlertid større Modstand, sandsynligviis af den Grund, at de tydske Jarlers Virksomhed, hvilken vi ovenfor have omtalt, ej havde naaet saa tungt som hid, og Christendommen derfor heller ikke havde vundet
rede sig for Sigurd. Da nu, efter de bedste og sikreste Beretninger, Olaf var fød 995, maatte paa denne Maade Aastas Giftermaal først have fundet Sted 1001, hvilket paa det bestemteste strider mod Kongesagaernes Udsagn, at Olaf Tryggvessøn besøgte Sigurd og Aasta efter at de vare gifte. Enten maa dette altsaa ansees for en Opdigtning til St. Olafs Forherligelse, eller maa man antage denne for meget ældre, end det sædvanligt angives, nemlig saaledes, at Sagaernes Udsagn, at Harald grønskes Død indtraf Sommeren efter Jomsvikingeslaget, er rigtig, og at Harald altsaa er død 986, Olaf fød 987, og Aasta atter gift 903. Angivelserne af Olafs Fødselsaar ere i det hele taget vaklende, se Olafs Saga hins helga, udg. af Keyser og Unger, S. 98, 99.
