Klerk. Engang, da Thangbrand allerede var voxen, besøgte Adalbert Biskop Hagbert af Kanterborg, og i hans Følge var ogsaa Thangbrand. Ved Afskeden gav Hagbert Adalbert og hans Følge Foræringer. Thangbrand fik et Skjold med den korsfæstede Christi Billede, fordi, som Hugbert sagde, han havde Sind og Væsen som en Ridder; men Billedet skulde betegne hans gejstlige Stand. Kort efter stødte Thangbrand og Olaf sammen under dennes Ophold i Vendland. Olaf syntes saare godt om Skjoldet, spurgte Thangbrand, hvad det skulde forestille, og fik nøjagtig Forklaring derover. Olaf spurgte ham, om han vilde sælge Skjoldet. Thangbrand forærede ham det, men Olaf lod ham dog dets Værdi udbetale, lovede ham sit Venskab, og bad ham henvende sig til ham, hvis han var i Nød For de modtagne Penge kjøbte Thangbrand en ung smuk irsk Pige, og havde hende hjem med sig; men da hændte det sig, at en Tydsker, hvilken Kejser Otto havde sendt som Gissel, vilde tage Pigen fra ham. Da Thangbrand ej vilde give Slip paa hende, udfordrede Tydskeren ham til Tvekamp. Thangbrand modtog Udfordringen og fældte sin Fiende, og da han paa Grund heraf ikke længer kunde opholde sig i Danmark, tyede han til Olaf, som imidlertid var kommen til England og var bleven døbt. Olaf tog vel imod ham, og lod ham indvie til sin Hirdprest. En saa verdsligsindet og krigersk Mand var neppe skikket til at stemme Olaf til mildere Forholdsregler, og vi ville i det følgende se, hvorledes han fremdeles viste sig haard og stridbar, og i flere Henseender vakte Forargelse[1].
Men Olaf medbragte ogsaa en engelsk Gejstlig, der synes at have været en langt anden Mand end Thangbrand, og lige saa meget gjennemtrængt af Christendommens milde Aand som Thangbrand var fremmed for den. Denne Mand var Sigurd eller som han ogsaa kaldes, rimeligviis med Klosternavn, Johannes eller Jon[2]; han kaldes Olafs Hirdbiskop, og
- ↑ Thjod Munk, (Cap. 8) kalder Thangbrand Theobrandus og siger at han var af flamsk Herkomst.
- ↑ Han kaldes alene Sigurd hos Snorre; i Olaf Tr. Saga kaldes han for det meste Sigurd, navnlig paa det første Sted (Cap. 107), hvor det siges at han var Olafs Hirdbiskop og havde fulgt ham fra England; paa et Sted (i Tillægget om Halldor Snorressøn Cap. 3, Fornm. S. III. 163) kaldes han „Jon Sigurd“. Odd Munk kalder ham som oftest Jon, især paa 1ste Sted (Cap. 23), hvor der siges at Olaf bragte Jon Biskop og mange Prester, Thangbrand og Thormod, o. fl., fra Englands i Cap. 25 og 76 siges der, at han ogsaa hed Sigurd. Hist. Norvegiæ fol. 10a., der nævner ham og Thangbrand, kalder ham Johannes Thjodrek (Cap. 8) kalder ham Sigurd (Sigwardus),
Adam II. 23). Heller ikke var der nogen Erkebiskop Hubert i Canterbury omkring 990; derimod nævnes rigtignok Underbiskopper der indtil 1071, se Anm. til Kristnisaga, S. 28, 29. Dog efter 990 havde Olaf forladt Vendland, og den hele Historie, som sagt, synes heel problematisk.
