allerede var sengeliggende af Alderdom, kunde lade sig døbe Dette skede ogsaa, og Olaf døde kort Tid derefter i de hvide Daabsklæder (hvilket man ansaa for en sikker Vej til Himmerige); Thorkell lod sig indtil videre kun primsigne[1]. Thorvalds og Biskop Frederiks Bestræbelser vare dog i det hele taget ikke synderligt heldige. Meest udrettede de paa Nordlandet, hvor flere Høvdinger lode sig døbe, og mange andre, om de end ikke modtoge Daaben, dog troede paa Christus, forsagede Afguder og Blot, og undsloge sig for at betale Hovtold. Blandt de døbte Høvdinger var der endog een, Thorvard Spak-Bødvarssøn paa Aas i Hjaltedal, der lod opføre en Kirke paa sin Gaard; denne Kirke søgte hans egne Brødre at opbrænde, men det lykkedes dem ej[2]. Paa Vesterlandet fik Thorvald og Frederik ingen Tilhængere. De bleve venskabeligt modtagne paa Hvamm af Huusfruen Fridgerd, medens hendes Mand, Thorarin Filsenne, Thord Gelles Søn, var paa Althinget. Men medens Thorvald stod lide og prædikede for Folket, gik Fridgerd inde i Hovet og blotede, saa at de begge kunde høre hverandres Ord; da nu ogsaa hendes Søn spottede Thorvald, blev denne vred og kvad et Vers, hvori han klagede over at ingen vilde høre ham, og bad Gud forfølge hiin Gydje, der sang fra den hedenske Stalle. En Sommer indfandt Thorvald og Biskoppen sig paa Althinget, hvor den første, som sædvanligt,
- ↑ Dette fortælles noget forskjelligt. Thorvald Kodraanssøns Thaatt (Olaf Tryggv. Saga Cap. 131) fortæller det aldeles legendarisk; det er her Thorvalds Bryllup; begge Partier, de Christne og Hedningerne, sidde sammen i en Skaale, kun adskilte ved en tvers gjennem Skaalen løbende Bæk. Berserkerne, der begge hede Hauk, udfordre Biskoppen til en Styrkeprøve, hvorfor denne ej undslaar sig, men lader store Baal tænde langs ad Gulvet; han indvier Baalet, og indbyder nu Berserkerne til at gaa gjennem Ilden; de prøve derpaa, men omkomme; selv gaar han derimod uskadt igjennem. I Vatnsdølasaga Cap. 46 fortælles dette paa en langt sandsynligere Maade. Berserkerne udfordre ej Biskoppen, men komme kun og forstyrre Laget; Biskoppen raader vel til at gjøre Ild op, men prøver ikke selv paa at gaa igjennem den; derimod falder det af sig selv at Berserkerne, efter Berserkervane, skulle vade Ildene, som det hed. At de nu brændte sig til Skade, var rimeligt nok og behøver ej at tilskrives Vievandet. De falde ifølge denne Saga ikke døde ned, men blive bankede til døde med Stokke af haandfaste Mænd, som Biskoppen havde ladet opstille paa Bænkene. Vatnsdølasaga nævner ej at Thorkell lod sig primsigne, kun at han erkjendte de Christnes Gud, men vægrede sig ved at modtage Daaben. Primsignelsen omtales derimod i Kristnisaga Cap. 2, og i Grettes-Saga, Cap. 15, hvor tillige Thorvald og Biskop Frederik i Forbigaaende omtales. Fortællingen om Thorvald nævner ikke engang Thorkell Kravla.
- ↑ Her fortælles atter en Legende om et Mirakel, hvorved Kirken reddedes, idet de, der vilde brænde den, første Gang syntes at se Ildsluer staa ud af alle Glugger, og anden Gang, da en af dem bøjede sig ned for at blæse til Ilden, to Pile kom, den ene efter den anden, og sloge ned i Gulvet saa nær ved ham, at han skyndte sig bort og ej vilde oppebie den tredie.
