Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/308

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
282
Olaf Tryggvessøn.

med Nidkjærhed forkyndte Christendommen Men Folket forhærdede sine Hjerter imod ham, især paavirket af den mægtige Hedin fra Svalbard i Eyjafjorden, der var besvogret med Eyjulf Valgerdssøn. Hedin svarede Thorvald med mange ondskabsfulde Ord, og fik Hadet saaledes oppustet mod ham, at man omsider gav nogle Skalde Penge for at digte Nidvise om ham og Biskoppen. I denne Vise forekom blandt andet:

Ni Børn baaret
Biskoppen haver,
til dem alle er
Thorvald Fader.

Dette var mere end Thorvald kunde taale[1]; han blev saa opbragt, at han dræbte de to Skalde, som havde digtet Visen hvorover. Biskoppen satte ham haardt til Rette[2]. Det var vistnok heller ikke noget godt Exempel, Thorvald her gav, og man kunde vel slutte heraf, at ikke engang han med al sin Iver og sin ædle Charakteer var ret moden til at optræde som Christendommens Forkynder. Det var derfor heller intet Under at dette Foretagende mislykkedes. Høvdingerne ærgrede sig især over at Hovtolden udeblev, og de ophidsede igjen deres Thingmænd mod Thorvald og Biskoppen. Saaledes steg Hadet mod dem mere og mere. Engang, da de vilde besøge Vaarthinget paa Hegranes, modtog hele Thingalnmen dem med Raab og Steenkast, og truede dem endog med Vaaben saa at de maatte tage Flugten. De droge hjem til Løkjamot og opholdt sig her om Sommeren, hvor senere hen, efter Althingets Slutning, en Deel hedenske Høvdinger med en stor Skare Folk vilde brænde dem inde, uden at dog dette Anslag lykkedes[3]. Aaret efter (988) forlode de Island, og rejste først over til Norge, hvor det traf sig, at den for omtalte Christendomsfiende Hedin af Svalbard kom til at lægge ind i samme Havn. Denne Fristelse til at tage Hevn for lidte Fornærmelser kunde Thorvald ikke modstaa. Han passede paa, da Hedin var gaaet op i en Skov for at hugge Tømmer, gik efter ham med sin Træl, og lod denne dræbe ham. Da han kom tilbage til Skibet og fortalte Biskoppen hvad der var skeet, vilde denne ikke læn-

  1. Vittigheden skulde vel bestaa i at Biskoppen i sin Ornat skulde ligne en Kvinde; men i hine Tider ansaa man slig Spøg, som denne, for overmaade ærerørig og nærgaaende.
  2. I Fortællingen om Thorvald siges der, at førend denne kom ind til Biskoppen efter Drabet, kom der to Bloddraaber paa Bogen, som Biskoppen havde for sig, til Tegn paa at Thorvald var besmittet med Blod. Denne Fabel udelades i Kristnisaga.
  3. Her fortælles fremdeles et Mirakel: en Mængde Fugle fløj op ved Siden af de angribende Heste, og gjorde dem skye, saa at nogle af Folkene faldt af, andre brøde deres Arme, Been, eller saaredes paa deres egne Vaaben.