lykkedes det dem at vinde flere for Christendommen, skjønt Biskoppen endnu ej kunde tale det norske Sprog, men maatte bruge Thorvald som Tolk, og mange af Landets Folk med Mishag betragtede dem og den nye Lære, de prædikede. Ved Thorvalds Overtalelser lod omsider Kodraan sig bevæge til at modtage Daaben med sin Hustru Jarngerd og hele sit Huus, undtagen Sønnen Orm, som endnu ikke vilde lade sig døbe[1]. Siden egtede Thorvald en Datter af Olaf paa Haukagil, med hvis anden Datter (maaske Ingulf Thorsteinssøns Enke?) Thorkell Kravla var gift. Thorvald nedsatte sig paa Løkjamot i Videdalen, og gjorde derfra flere Udflugter om i Landet med Biskoppen. I et Gilde paa Haukagil, – efter en Beretning skal det have været Thorvalds eget Bryllup – hvor ogsaa Thorkell Kravla var tilstede, men Thorvald tilligemed Biskoppen og de øvrige Christne maatte sidde for sig selv i en anden Stue, skal Biskoppen, som man troede paa en overnaturlig Maade, have faaet to anmassende Berserker, der forstyrrede Lagets Fred, bragte af Dage. Thorkell Kravla havde lovet at antage Christendommen, hvis dette lykkedes, men, beder det, uagtet det lykkedes, og skjønt han nok troede at det var den sande Gud, som Biskoppen forkyndte, kunde han dog ikke finde sig i at døbes eller renses i Vand, og vilde ikke underkaste sig denne Skik; derimod syntes han at hans gamle Svigerfader Olaf, der
- ↑ Fortællingen om Thorvald Kodraanssøn (Olaf Tryggv. Saga Cap. 13l) indeholder her en fabelagtig, legendarisk Historie om, hvorledes Kodraan priste sin saakaldte Spaamand, der boede i en Steen i Nærheden, imod Thorvalds Spaamand d. e. Biskoppen, og hvorledes denne ved Vievand og Bønner fik den i Stenen boende urene Aand til at fly; hvorved Kodraan, der allerede havde glædet sig ved at høre Klokkeklang og Kirkesang, og lugte Røgelsen, blev bevæget til at lade sig døbe.
efter nogles Regning 875); Kristnisaga Cap. 1 nævner 100 eller 107 Aar efter Bebyggelsen, og opregner desuden disse fornemste Høvdinger som samtidige dermed: paa Nordlandet: Eyjulf Valgerdssøn, Viga-Glum, Arnor Kerlingarnef, Starre i Guddale, Thorkell Kravla; paa Vestlandet: Are Maarssøn, Aasgeir Knattssøn, Eyjulf den graa, Gest Oddleifssøn, Olaf Paa, Viga-Styr, Snorre Gode, der var 18 Aar og just havde taget ved Boet paa Helgafell; Thorstein Egilssøn, Illuge den røde; paa Sydlandet: Thorkell Maane, Thorodd Gode, Gissur hvite, Aasgrim Ellidagrimssøn, Hjalte Skeggesøn, Valgard den graa, Runolf Ulfssøn, og Sønnerne af Ørnulf i Skoge; paa Østlandet: Thord Freysgodes Sønner, Sidu-Hall, Helge Aasbjørnssøn, Bjarne Broddhelgessøn og Geite Lytingssøn. Hvis det nu ellers har sin Rigtighed med denne Angivelse, maa, som vi allerede have viist (S. 172, 173, 223), Thorvalds Ankomst sættes senere end 984, da Snorre ikke naaede sit 18de Aar førend 982 eller 983, og i det mindste Thorkell Kravla ej blev Høvding førend efter 983. Og da nu tillige Vatnsdølasaga (Cap. 46) udtrykkeligt omtaler Thorkell Kravlas Nærværelse ved Gildet, hvor Frederik overvandt Berserkerne, synes det som om Kristnisagas Opregning virkelig har sin Rigtighed, og at følgelig Thorvalds og Frederiks første Vinter paa Island maa henføres til 983–984.
