Steder; og at de Ofringer af Kvæg, der tidligere plejede at finde Sted ved Blotfesterne, ej ganske skulde afskaffes, men kun forandres derhen, at der paa de kirkelige Højtidsdage skulde holdes festlige Gilder ved de nu til Kirker forvandlede Templer, hvor Kvæg skulde slagtes og fortæres til Guds Ære og med Tak til alle gode Gavers Giver: alt sammen, som det heder, for at Folket, naar enkelte ydre Glæder fremdeles bibeholdtes for dem, skulde desto villigere give sit Samtykke til de indre, og fordi det var umuligt, paa een Gang at betage de haarde Hjerter alt, medens man derimod maatte gaa frem med Lempe og gradeviis“[1]. Med Haakons Bestræbelser for Christendommens Fremme have vist ogsaa hans Lovgivningsarbejder staaet i en nøjere Forbindelse, end det udtrykkeligt siges, saa at hans Verk, om det just ikke førte lige til Maalet, dog ej blev uden gode Frugter. Fra Haakon den gode af vare Norges Konger eller Regenter, med Undtagelse af Haakon Jarl, christne. Allerede Erik Blodøxe lod sig efter sin Forjagelse fra Norge døbe i England med sin Hustru og Børn, ligesom ogsaa Nordmændene i Dublin omtrent paa samme Tid skulle have antaget Christendommen[2]. Ved deres Tilbagekomst til Norge bekjendte Gunnhild og hendes Sønner sig fremdeles til Christendommen, og viste sig endog ivrige for at udbrede den; kun Skade, at de, under deres lange Ophold i Danmark oplærte i den tydske Omvendelsesskole, og rimeligviis omgivne af tydske Missionærer, der især siden de saxiske Kejseres Fremtræden synes at have yndet voldsomme Forholdsregler, undlode at følge hine humane Forskrifter, som Gregorius havde indskærpet, men derimod lode sig det især være magtpaaliggende at nedbryde Hovene og forstyrre Blotene, uden at virke saa meget paa Individerne selv[3]. Derved skadede de Christendommen mere end de gavnede den, og da nu derefter Blotmanden Haakon Jarl kom til Roret, forfaldt den visselig endnu mere.
Hvorledes Christendommen bekjendtes, ja endog Kirker oprettedes af flere Landnamsmænd paa Irland, er allerede omtalt[4]. Men i det hele taget forfaldt Christendommen der i de nærmest paafølgende Generationer. Saaledes ser man at den syderøiske, og vistnok christne, Landnamsmand Kalmans Søn Sturla endog var Gode, og først dennes Søn antog igjen Christendommen paa Grund af et Løfte[5]. Kun i faa Slægter vedlige-
- ↑ Brevet, skrevet 17de Juni 601 til Abbed Mellitus, er meddeelt hos Beda hist. eccl. gentis angl. I. 30, Mon. hist. Britt. I. S. 141.
- ↑ Se ovf. 1 B. S. 703.
- ↑ Se ovf. S. 5.
- ↑ 1ste B. S. 563.
- ↑ Landnáma II. 1. Kalmans Sønnesøn Bjarne var i Trætte med Rolf, Illuges Fader, om en Landtunge, og han lovede at antage Christendommen, hvis
