findes enkelte Antydninger, saavelsom det Fritænkeri, der viste, at Aasareligionen egentlig havde udspilt sin Rolle, og at den ej længer kunde byde sine Tilhængere nogen sand Trøst: begge Dele middelbare Virkninger af Christendommen.
Om Haakon den godes Opdragelse i England og hans uheldige Forsøg paa at indføre Christendommen i Norge have vi forhen talt[1]. Det strandede, som det synes, ej saameget paa nogen egentlig religiøs Fanatisme som paa Høvdingernes Frygt for Christendommens forfinende og blødgjørende Virkninger, og paa Almuens Uvillighed til at underkaste sig de strenge Regler for Faste og Helligdagshold, som de christne Lærere i den Tid foreskreve. Christendommen var ogsaa endnu for lidet bekjendt, og Folket endnu ej paa langt nær modent til dens Indførelse; og dertil kom at den mægtige Sigurd Jarl, selv en ivrig Blotmand, med megen Klogskab synes at have modarbejdet den. Imidlertid fik dog Haakon, som det udtrykkeligt fortælles, flere af sine Venner til at lade sig døbe med med det gode, og andre til i det mindste at ophøre med Blotene, ligesom han og fik Hedningerne til at forlægge deres Juul fra Hugge- eller Midvinter-Natten til de Christnes Juletid. Af disse og flere Omstændigheder[2] synes man at kunne slutte, at de christelige Raadgivere, han havde medbragt fra England, handlede efter de Grundsætninger, Pave Gregorius den store i sin Tid havde indskærpet de første Christendomsforkyndere i England, da han bød, „at Afgudstemplerne ej skulde nedrives, men kun de i dem værende Afgudsbilleder tilintetgjøres og Templerne selv renses med Vievand og indvies til christelige Kirker, for at Folket fremdeles kunde komme og forrette sin Andagt paa de tilvante
- ↑ 1ste B. S. 719–726.
- ↑ Navnlig hvad der ovenfor (S. 720) er meddeelt om den sandsynligviis af Haakon ej saameget foreskrevne som bibeholdte „Ølgerd“ eller Forpligtelsen til at holde Festgilde, eller at medbringe Kontributioner til det fælles Festgilde, hvilket vi af Ytringerne om Sigurd Jarl hos Snorre (Haak. god. S. Cap. 16) se ogsaa i Hedendommen var Skik og Brug. I det her ovenfor omtalte Brev af Pave Gregor, hvor der nævnes om de Sammenkomster, der i Stedet for de tidligere Ofringer ved Templerne skulde sinde Sted ved de samme nu til Kirker forandrede Templer, heder det at de Besøgende paa de angivne Helligdage skulde indrette sig Hytter eller Telte af Grene, og i religiøse Gilder højtideligholde Festerne, uden længere at ofre Dyr til Djævelen, men kun slagtende dem til Guds Ære o. s. v. Da man nu ved hine saakaldte „Øl“ eller Festgilder, hvortil Ølgerd var paabuden, vistnok ogsaa slagtede og fortærede Kvæg, viser deres Identitet med de angliske Kirkefester sig desto tydeligere. Vore ældre Love nævne egentlig tre slige Øl, der paa nærmeste svare til de tre hedenske Fester: Juleøl (Æld. Gulath. Cap. 7), svarende til Juleblot; Øl før Allehelgens Dag (Gul. 6) svarende til Vinternatsblot, og St. Hans- eller Jonsoks-Øl (Ol. Tr. S. II. 21), svarende om just ikke ganske, saa dog nogenledes til Sommerblot. Jvfr. 1. B. S. 78.
