Nordmændene bebyggede dem, christne Pikter, om hvilke ej alene enkelte af Øernes Navne minde, men fra hvis Tid den ærværdige Kirke paa Egilsø med sit runde Taarn endnu er en umiddelbar Levning[1]. Allerede her gaves der saaledes en Mængde Anledninger ser vore Forfædre til at komme i den nærmeste Berørelse med Christendommen og dens Bekjendere, og det var naturligviis endnu mere Tilfældet paa Suderøerne og Irland. Vi læse saa ofte om irske eller skotske Trælle, som Vikingerne havde røvet og bragt hjem med sig[2]; vi erfare derhos af fremmede Forfatteres Beskrivelser over de nordiske Vikingers Færd, at de af dem røvede Mennesker udgjorde en væsentlig Deel af deres Bytte. Alle slige ranede Mennesker, de være nu fra Vesterhavets Øer eller fra det frankiske Fastland, vare alle uden Undtagelse Christne. Uagtet tilfældige Omstændigheder have foraarsaget at deslige fremmede Trælle oftest nævnes paa Island, kan man dog være vis paa, at en betydelig Deel ogsaa fandtes i Norge, og da Nordmændenes Vikingetog fornemmelig gjaldt Skotland og Irland, kan man og være forvisset om, at de fleste af disse Trælle vare skotske eller irske. Og blandt en saa stor Mængde maa der ogsaa i det mindste have været nogle, og det ej saa faa, der lode det være sig magtpaaliggende at vinde deres Herrer for Christendommen. Hvorledes en stor Deel af Landnamsmændene paa Island vare christne, have vi allerede seet, og der skal ikke mangle saa meget i, at Forholdene i Norge tildeels vare de samme, eller at Christendommen virkelig paa Harald Haarfagres Tid havde fundet en Indgang hos de højere Klasser, der endog var større end i de nærmest paafølgende Generationer. Og fra denne Tid synes ogsaa fornemmelig den større Humanitet at have gjort sig gjeldende i Vikingelivet[3], hvortil der
- ↑ Navne som „Papø“ (større og mindre, nu Papa-Westrey og Papa Stronsey), Papley (Papyli),Rinansey (St. Ringans eller Rinians T) og Daminsø (St. Damians Ø) og endelig selve Navnet „Egilsø“ paa den Ø, hvor den ovennævnte Kirke staar, vidne noksom“ om den ældre piktiske Christendom paa Orknøerne. Det sidste Navn udledes neppe med Rette af det oldn. Mandsnavn „Egil“ men den første Deel af Navnet „Egils“, synes snarest at være en Gjengivelse af den irske Form eclais (ecclesia), hvilken Nordboerne, som udannede Folk ofte pleje, have søgt at give en i deres eget Sprog forstaaelig Etymologi. Kirken paa Øen med sit høje Taarn maatte gjøre den til „Kirkeøen“ fremfor de øvrige. Denne Kirke synes ifølge sit Udseende at være samtidig med de gamle irske Kirker fra det 6te, 7de og 8de Aarhundrede (Wilsons Archæol. S. 591). Ogsaa paa Hjaltland findes flere Øer af Navnet Papø. Ja endog til Viken synes Paperne at være komne, da en af Hvalserne hed Papey, nu „Paperø.“
- ↑ F. Ex. Hjørleifs Trælle, der siden dræbte ham, og efter hvilke Vestmannaøerne fik Navn.
- ↑ F. Ex. at Ølve Barnakarl ej vilde kaste Smaabørn paa Spydsodde, som Fridthjof fordum, s. 1 B. S. 451.
