Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/300

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
274
Olaf Tryggvessøn.

tre første danske Biskopper, Harald, Ljafdag og Reginbrand, til Biskopsstolene i Slesvig Ribe og Aaros, anbefalende dem tillige, som det heder, Kirkerne hiinsides Havet, i Fyen, Sjæland, Skaane, og Sverige[1]. Altsaa fandtes der nu Kirker paa hine danske Øer og i Skaane, om hvis Oprettelse der dog ingensteds tidligere har været Tale, og man kan saaledes heller ikke vide, om ej Missionsverket har strakt sig længer nordefter langs Kysten. At det naaede Viken, synes man at maatte slutte af Mag. Adams Ord, hvor han fortæller at den for omtalte Ljafdag udmerkede sig fremfor alle sine Kolleger ved at prædike Evangelium hiinsides Havet, nemlig i Sverige eller Norge; dette kan neppe forstaaes om andet end de mod hinanden grændsende Dele af Sverige og Norge, Gautland og Viken[2]. Om Partierne i Danmark under Harald Gormssøn er der allerede talt, og det er viist, hvorledes deels politiske Hensyn, deels den tydske Konges Magtsprog, deels vel ogsaa personlig Tilbøjelighed, bragte Harald Gormssøn til formeligt at antage Christendommen (966). Endelig se vi, hvorledes Harald Gormssøn, efter sin uheldige Kamp med Otto II, ogsaa overlistede Haakon Jarl, og tvang ham til at lade sig døbe, skjønt til liden Baade for Christendommen, ligesom det og udtrykkelig meldes, at Harald, eller Kong Otto, eller begge i Fællesskab, sendte to tydske Jarler til Viken for at christne den. Ved denne Lejlighed døbtes en Mængde, og uagtet, som det siges, mange sidenefter faldt fra og atter vendte tilbage til Hedendommen, slaar det dog ikke Fejl, at en stor Deel af Vikværingerne mod Slutningen af det 10de Aarhundrede bekjendte sig til Christendommen.

Men det var dog ikke fra Tydskland, eller gjennem Danmark og Viken, at Christendommen skulde faa sit egentlige Indpas i Norge, ligesaa lidt som Viken endnu paa hiin Tid udgjorde en væsentlig Deel af det egentlige Noregsvelde. Dette indbefattede nemlig nærmest det Nordenfjeldske, og det var her, og fra Vesten, deels fra Syderøerne, fornemmelig Icolmkill, og fra Irland, deels, og i Særdeleshed, fra England, at den christne Kirke i Norge oprettedes og varigt befæstedes. Paa Syderøerne og Irland havde, som oftere omtalt, de mange Vikinger og Udvandrere paa Harald Haarfagres Tid lært Christendommen at kjende. Endnu førend nogen norsk Fod havde betraadt Island, havde irske Gejstlige eller Paper opholdt sig der, ja de fandtes der maaske endog ved Nordmændenes Ankomst[3]. Paa Orknøerne boede, førend

  1. Mag. Adam, II. 4.
  2. Mag. Adams Ord (II. 22) ere merkelige nok: Ceterorum vero episcoporum vix aliquem sic clarum antiquitas prodit præter Ljafdagum Ripensem, quem dicunt et miraculis celebrem transmarina prædicasse, hoc est in Sueonia vel Norvegia.
  3. Se ovenfor 1ste B. S. 418, 447.