dette kun var en List, hvorved han vilde skuffe dem. De droge derfor videre til Rimul, hvor de gjennemsøgte hvert Huus, og ledte efter Jarlen baade ude og inde, som Thora havde spaaet, men uden at finde ham. Olaf lød nu alle de tilstedeværende kalde sammen, og holdt et Huusthing ude paa Gaarden, hvor han steg op paa den store Steen lige ved det Sted hvor Jarlen laa skjult, og forkyndte med høj Røst, at han vilde give den en stor Belønning, som tog Haakon Jarl af Dage. Derpaa forlod han Gaarden med den hele Skare, og drog ud til Lade, hvor han for det første slog sig til Ro.
Jarlen og Kark hørte i deres Skjulested tydeligt, hvad Olaf forkyndte fra Stenen. Ved det Lys, de havde hos sig, saa Jarlen Kark tydeligt skifte Farve, og spurgte ham: „hvi er du stundom saa bleg, og stundom saa sort som Jord? Er det ikke saa, at du vil svige mig?“ „Nej“ svarede Kark, „Vi vare begge fødde i een og samme Nat“, sagde Jarlen, “og der bliver heller ikke langt mellem vor Død“. Da Natten nærmede sig, spiste de sammen, og drak begge af eet Kar. Jarlen søgte at holde sig vaagen, da han ikke havde ret Tillid til Kark. Denne sov en Stund og lod ilde i Søvne. Da vækkede Jarlen ham, og spurgte hvad han drømte. „Jeg drømte“, svarede Kark, „at vi vare begge paa eet Skib, og at jeg skulde styre“. „Dette betyder vel“, sagde Jarlen, „at du raader baade for dit og og mit Liv; vær mig derfor tro, som det sømmer sig, saa skal jeg lønne dig godt naar bedre Dage komme“. Atter sovnede Kart og bar sig ilde; paa Jarlens Spørgsmaal, hvad han drømte, svarede han da han vaagnede: „det forekom mig at jeg var paa Lade, og at Olaf Tryggvessøn lagde et Guldsmykke om min Hals“. „Det betyder“, sagde Jarlen, at Olaf Tryggvessøn vil lade lægge en rød Ring om din Hals[1], hvis du kommer til ham: vogt dig altsaa før ham, og vær mig tro, da skal du nyde godt af mig, som før“. Det var let at skjønne, hvilke Tanker der nu foregik i Trællens Sind. De vaagede begge, siges der, som om de indbyrdes passede paa hinanden. Men ud paa Natten, mod Morgenen, overvældedes Jarlen af Mødighed og faldt i Søvn. Hans Søvn var urolig. Han skreg højt, og skød snart Nakken, snart Hælene under sig, som om han vilde staa op. Da blev Kark forfærdet, grelt en stor og hvas Kniv, som hang ved hans Belte, stødte den i Jarlens Strube, og skar den ud. Dette blev Haakon Jarls Endeligt[2]. At det ej alene var Rædsel men ogsaa
- ↑ Hermed sigtes naturligviis til at Olaf skulde vilde lade Kark henrette. Olaf Tr. Saga tilføjer ogsaa, at Kalk skulde have drømt om at Olaf skjenkede ham en Hest, hvilket Haakon udtydede saaledes, at han vilde lade ham hænge. Dette udelades dog af Snorres Odd Munk nævner alene om Hesten, ej om Ringen.
- ↑ Saaledes fortælles den hele Begivenhed, ligefra Haakons første Uenighed med
