Udsigt til Belønning, som bragte Kark til at myrde sin Herre, kan man deels slutte af hans Drømme, deels deraf, at han efter Drabet skar Hovedet af Jarlen, løb bort dermed, og bragte det længer ud paa Dagen til Lade, hvor han gjorde Fordring paa den lovede Belønning, og sortalte alle de nærmere Omstændigheder ved Jarlens Flugt og ved Drabet. Men Jarlen havde spaaet rigtigt; Kongen lod ham halshugge[1] som en Forræ-
- ↑ Olafs Løfte betragtedes vistnok som alene vedkommende Frimænd; Trællene havde intet dermed at gjøre.
Bønderne og indtil hans Død, i Olaf Tryggv. Saga i Kongesagaerne, Cap. 101–104, og med enkelte Udeladelser og Forkortninger, hos Snorre, Cap. 53–55. Beretningen er saa godt sammenhængende og sandsynlig, at den vistnok i det hele taget maa ansees troværdig, skjønt det jo, hvad ogsaa Sagaerne antyde, alene kan være efter Karks egen Fortælling, at man veed hvad der tildrog sig mellem ham og Jarlen, da de vare ene i Jarlehulen og i Graven paa Rimul, og dette maa da staa ved sit Værd. Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga afviger, som sædvanligt, i flere Enkeltheder, men Afvigelserne ere dog ikke store og angaa ej Hovedsagen. For Fuldstændigheds Skyld hidsættes de her. Haakon, heder det (Cap. 17), sendte Bud efter Brynjulfs Hustru, og denne maatte anden Gang lade hende gaa, men samlede Folk og drog med dem over Gaularaasen mod Lade, hvor Jarlens Hovedgaard og Hovedhov stod. Jarlen flygtede i Hast med sin Søn Erlend og faa Folk paa to Skibe udefter Fjorden, men mødte Olaf, der kom med ni. Jarlen roede da til Land ubemerket i en liden Baad, skjulte sig i en Skov, og flygtede derfra op i Gauldalen. Olafs Skibe omringede Erlends; denne løb overbord, men dræbtes af Olaf med Rorstangen. Den øvrige Besætning underkastede sig med Glæde Olaf, og gik i Forening med hans Mænd i Land for at lede efter Jarlen. Denne flygtede videre, hans Mænd adspredte sig og alene hans Træl Kark blev tilbage hos ham. Da han gik over en Aa, kastede han sin Silkekappe ned i den. Han kom til Gauldalen og til Gaarden Rimul, hvor der boede en god og gjæv Kone; hun skjulte ham ved at lade sine Trælle grave en Grav i Svinehuset, hvor han og Kark stege ned, og hvis Aabning siden tildækkedes. Derpaa kom Olaf, lod søge efter Jarlen, og udraabte en Belønning for den, som dræbte ham. Nu fortælles alle Drømmene, Kark havde, saavel de to i Jarlshulen, som de to sidstes de henføres alle til Skjulestedet paa Rimul; derpaa berettes Jarlens Drab o. s. v. (Cap. 18). Ágrip (Cap. 11) stemmer i det hele taget med Kongesagaerne, undtagen at den ej nævner om Brynjulf og heller ikke om andre Drømme end dem i Jarlshulen; derimod heder det, at da en Flok kom til Rimul og forgjæves ledte efter Haakon, truede den med at brænde Gaarden op, hvorpaa Haakon, for at undgaa en smertelig Død, bød Kark at skjære Struben over paa ham; og endte, heder det, denne Skjørlevner saaledes sit Liv i et sølet Huus. Hovedet, siges der, blev ført til Kaupangen (d. e. hvor Nidaros siden blev anlagt) og da man kom ned med det fra Steenbjergene, var hele Fjorden fuld af Skibe, der paa Opbudet havde samlet sig for at dræbe ham. Fagrskinna (Cap. 66, 67) siger kun at Bønderne, misfornøjede med Haakons Utilbørligheder, angrebe ham, da han var paa Rimul i Gauldal, og at han der blev dræbt af sin Træl „Skofte Kark“, men at hans Søn Erlend blev fældt med en Rorstang, da han løb overbord.
