Hjelp havde Eriks Sonner været istand til at vedligeholde den uafladelige Feide med Kong Haakon: hans Knæsætning var Harald, den ældste og mægtigste af Brødrene, og ved de første Angreb paa Viken var det ligesaa meget Danekongens, som deres egne Fordringer, de søgte at gjøre gjeldende. Vi have allerede seet, hvorledes enkelte Vink synes at tyde hen paa, at endog Erik Blodøxe stod i et Slags Afhængighedsforhold til Danekongen. Dette træder endnu tydeligere frem ved hans Sønner. Erik Blodøxes Æt kan nu med Rette siges at repræsentere den danske Interesse i Landet, medens derimod Tryggves og Gudrøds repræsenterer Uafhængighedens[1]
Navnene paa de af Eriks Sønner, der efter Haakon den godes Død førte Kongenavn i Norge, angives forskjelligt. At den ældste, Danekon-
- ↑ Se ovf. 1 Bind, S. 7–13. Saxo, 10de B. S. 177 og 478, siger udtrykkeligt, at Harald Erikssøn lovede Harald Blaatand at betale ham Skat, hvis han ved hans Hjelp underkastede sig Norge, og at han virkelig, efter at være bleven Konge, betalte ham Skatten. I Jomsv. S. Cap. 6 siges der, at Harald Graafeld indesad med Danekongens Skatter. I Olaf d.Helliges Saga, Cap 72 (hos Snorre Cap. 71) lægges ogsaa disse Ord den svenske Kong Olaf i Munden: „Gunnhilds Sønner bleve tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen“. Man skulde ellers næsten formode, at Eriks Sønner med Glæde have grebet Meldelsen om Haakons frivillige Afstaaelse, ja maaske endog selv opfundet og udspredt Beretningen derom, for saaledes at fritages fra Forpligtelsen til Harald Gormssøn. Uagtet Mag. Adam af Bremens Beretning om Norges Konger paa denne Tid, efter al Sandsynlighed grundet paa Danekongen Svens Udsagn, er fejlagtig, rimeligviis fordi forskjellige Personer, der bare samme Navn, ere forvexlede, er den dog i flere Henseender oplysende. I Norge, heder det (Cap. 2.2), „herskede paa Harald Gormssøns Tid Haakon (Haccon), hvilken Nordmændene fordreve, da han viste sig tyrannisk, men som Harald indsatte igjen og fik gunstig stemt mod de Christne. Denne Haakon var meget grusom, af Ingvars og Jøtners Æt, og var den første, der fik Kongemagten i Norge, medens det tidligere regjeredes af Jarler (duces). Haakon herskede i 30 Aar, efterladende Hartild (Harald) som Arving, hvilken saaledes beherskede baade Danmark og Norge“. Ved Haakon den grumme, af Ingvars og Jotners, d. e. af Ingves (Odins) og Skade, Jotnen Thjasses Datters, Æt (Haaleygjatal udleder udtrykkeligt, efter Snorres Udsagn, Haakons Herkomst fra Ingve og Seming Skades Søn), der indsattes af Harald og herskede 30 Aar (se nedf. S. 12, 13), tænker Mag. Adam aabenbart paa Haakon Jarl, om hvis Jarletitel der ogsaa indeholdes en dunkel Erindring i den forresten fejlagtige Angivelse, at han aller først skulde have antaget Kongenavn. Men naar det heder, at han efterlod Riget til Harald, da er det igjen tydeligt, at han sorvexles med Haakon d. gode, og dette er og paa en vis Maade Tilfældet i Cap. 32, hvor Tryggve udgives for Haakons Søn, thi naar han skulde være en Søn af Haakon, kunde denne Haakon ej vare Jarlen, men alene Tryggves Farbroder, Lensherre og saa godt som Adoptivfader Haakon Adelsteensfostre. Om den Harald eller Hartild, der skulde have efterfulgt Haakon, er der større Tvivl. Thi derved kan Mag. Adam have tænkt paa Harald Gormssøn selv, der jo virkelig under Haakon Jarls Regjering var Norges nominelle Konge, og saaledes beherskede baade Danmark og Norge; og han kan tillige have meent Harald Graafeld, der vistnok ej beherskede Dan-
