give mig, naar kun Bondehæren har opløst sig noget; imidlertid finder jeg vel altid et eller andet Skjulested her i Nærheden, saa længe de ere samlede og søge efter os paa det hidsigste“. Dette skede; hans Mænd droge hver til sin Kant, nogle ud til Erlend, andre til deres Gaarde. Jarlen beholdt kun sin Træl Thormod Kark tilbage hos sig. Kart skal have været af samme Alder som Jarlen, og allerede været skjenket ham i Tandgave[1], da han var et Barn; derfor ansaa han sig vel ogsaa sikker paa hans Troskab. Ledsaget af Kark red Jarlen afsted for at søge Skjul. Hans Hensigt var at ty til den føromtalte Thora, hvis Gaard Rimul[2] laa paa den anden Side af Gaulelven. Denne var iislagt, men fuld af Vaager, da det var om Vaaren. I en saadan Vaag stødte Jarlen sin Hest ned, og lod sin Kappe og sit Sverd blive tilbage ved Iisranden, for at det skulde se ud som om han var falden ned der og druknet; derpaa gik han med Kark tilfods op paa den anden Bred, og ind i en Hule, som siden kaldtes Jarlshulen. Der laa de en Stund og sov. Kark bar sig ilde i Søvne, og sagde, da han vaagnede, at han havde drømt at en sort og fæl Mand kom henimod Hulen, saa at han frygtede at han vilde komme ind, men at han standsede ved Indgangen, og sagde: „nu er Ulle død“, hvorefter han vendte om og gik op til Fjelds. „Da er vist min Søn Erlend dræbt“, sagde Jarlen. Anden Gang sovnede Kark, og lod atter ilde i Søvne: paa Jarlens Spørgsmaal, hvad han havde drømt, svarede han, at det forekom ham som om den samme Mand skred ned ad Fjeldliden indtil han kom til Hulen, og sagde her: „sig Jarlen, at nu ere alle Sund lukte“. „Dette bebuder os begge et stakket Liv“, svarede Jarlen. Strax efter stod han op, forlod Hulen, og gik op til Rimul. Han sendte Kark ind for at bede Thora om at komme ud til ham i al Hemmelighed. Hun kom, og Jarlen bad hende nu skjule ham i nogle Dage, indtil Bondehæren havde opløst sig. Hun forestillede ham, at hans Uvenner efter al Rimelighed netop vilde lede efter ham paa hendes Gaard, baade ude og inde, da de kjendte hendes Forhold til ham; „dog“, sagde hun, „er der eet Sted her paa Gaarden, hvor man neppe kunde falde paa at søge efter en saa stor Høvding som dig, nemlig et Svinebøle“. Thora fulgte ham derhen: det var under en stor Steen. „Dette Skjulested er godt udtænkt“, svarede Jarlen, „og jeg vil strax benytte mig deraf; Livet maa først og fremst bevares, uden Hensyn til om Stedet just ikke er saa prægtigt“. Kark maatte nu grave en dyb Grav tæt ved Stenen. Imidlertid fortalte hun Jarlen, hvad hun havde hørt, at Olaf Tryggvessøn var kommen
