Ætteherredømme, og hvor han fornemmelig skulde søge sin Støtte, skede det det første Omslag i Folkemeningen til hans Skade. Under saadanne Omstændigheder er det ej at undres over, at Olaf Tryggvessøns Ry fyldte ham med Ængstelse, og at han gjorde Forsøg paa deels at udlokke af ham, hvad Hensigter han nærede med Hensyn til Norge, deels, om muligt, endog at rydde ham af Vejen.
Til sit Redskab og fortrolige Sendebud i denne Forretning valgte Jarlen en af sine nærmeste Venner, ved Navn Thore Klakka. Denne Mand havde faret meget omkring i fremmede Lande, deels i Viking, deels paa Kjøbmandskab; han var kjendt vidt og bredt. Jarlen bad ham nu for et Syns Skyld at gjøre en Kjøbmandsrejse til Dublin, hvilket dengang var meget almindeligt, for under sit Ophold der at efterspore, hvorledes det egentlig forholdt sig med Olaf Tryggvessøn eller hiin Ole den gerdske, som han skulde have kaldt sig; var det ham muligt, skulde han se til at lokke ham til Norge, eller at faa ham dræbt. Thore drog strax afsted og kom til Dublin, hvor Olaf just opholdt sig hos Kongen, sin Svoger. Thore, der efter en enkelt Beretning i tidligere Dage skal have kjendt Olaf og været i Handels-Fællig med ham[1], vidste snart at skaffe sin Adgang til ham. Olaf spurgte ham nøje ud øm Forholdene i Norge; først, siges der, om Oplændingekongerne og andre mægtige Mænd, hvo der var i Live og hvad Rige de havde, og derpaa om Haakon Jarl, hvor vidt han var yndet af Folket. Thore svarede at Jarlen var saa mægtig, at ingen vovede at modsætte sig ham, men at dette kun kom deraf, at man ingen anden havde at holde sig til, hvorimod saavel de fornemmere som Almuen intet heller ønskede, end at en Ætling af Harald Haarfagre vilde fremstaa og gjøre Fordring paa Riget: da vilde de strax slutte sig til ham. Olaf betroede nu Thore, hvo han egentlig var, og spurgte ham, hvorledes han vel tænkte at Bønderne vilde tage imod ham, om han kom til Norge. Thore gav ham de bedste Forhaabninger, og opmuntrede ham saa indstændigt til at rejse, at han ej længer kunde modstaa Lysten dertil, men drog afsted med fem Skibe. I
- ↑ Olaf Tr. Saga hos Odd Munk, Cap. 16. „En gammel Forræder“ kalder Thjodrek Munk ham.
Mænd hænge. Thorleif skal have hevnet sig ved at snige sig forklædt til Jarlen og digte en Nidvise om ham, der dog ikke egentlig skulde have indeholdt noget fornærmeligt, men derimod udøve en trolddomsagtig Indflydelse paa Jarlen, der efter først at Vare betagen af en ulidelig Kløe faldt i Afmagt, og vaagnede med Haar og Skjæg bortraadnet paa den ene Side. Jarlen skal siden have sendt en Træmand, hvori Thorgerd Hølgabrud og Irp havde hevet Liv, ud til Island for at dræbe Thorleif, hvilket ogsaa lykkedes (Ol. Tr. S. III. s.) Noget sandt maa der være i dette Æventyr, da Thorleif er en virkelig historisk Person (se Svarfd. Saga Cap. 11, 18. Landn. III, 13), og hans Viser, navnlig det saakaldte Jarlsnid, vare til efter hans Tid, og citeres saavel af Snorre (Ol. Tr. S. 56) som i Olaf Trs. S. Cap. 104.
