det og adlydt, dog kun var yndet og adlydt af personlige Grunde, ej ved det Trylleri, Bevidstheden om en Regents lovlige og arvelige Adkomst til Riget, især i hine Tider, udøvede paa Gemytterne endog uden Hensyn til hans Personlighed Og dobbelt usikker maatte han føle sig, da han begyndte at merke, at den personlige Hengivenhed, Folket hidtil havde næret for ham, var i Aftagende, og det ved hans egen Brøde. Ved Haakons Charakteer var der nemlig flere slette Sider, hvilke han, saa længe han arbejdede paa at sikre og befæste sit Herredømme, havde haft Klogskab og Kraft nok til at bekæmpe, saa at de ej traadte frem for hans Omgivelser i et synderligt sterkt Lys, og uagtet hans Færd i den guldharaldske Sag vistnok maatte have lagt for Dagen, at Samvittighed, Tro og Love ej vare ham meget hellige, dækkedes dog disse Pletter let med Patriotismens Kaabe. Men efter at han havde erhvervet Magten, og endelig troede sig sikker, synes det som om hans slette Tilbøjeligheder traadte frem med desto større Styrke, jo mere han hidtil havde holdt dem tilbage, og som om han ikke engang længer formaaede at bekæmpe dem. Af flere Træk, der fortælles om ham, ser man at han begyndte at vise sig snæverhjertet, uædelmodig og grusom, Fejl, der paa de Tider fremfor alle andre vare skikkede til at fremkalde Misnøje og fjerne Hjerterne fra en Fyrste. Det er allerede fortalt, hvor uædelmodig han viste sig mod de fangne Jomsvikinger, og hvilken hensynsløs Haardhed han viste mod Njaalssønnerne. Da Thraain havde udført hans farlige Hverv, at overvinde og fælde Vikingen Kol, vilde Haakon, som det synes, have ladet det bero ved den blotte Tak, hvis ikke Erik Jarl havde sagt, at Thraains Daad var mere værd end Ord alene: da først forærede han ham Skibet Gammen[1]. Alt saadant bidrog naturligviis til at formindske hans Popularitet. Men hvad der især vakte Uvilje, var hans overhaandtagende Usædelighed. Det gik tilsidst saa vidt, siger Snorre, at Jarlen lod tage mægtige Mænds Koner og Døtre og føre hjem til sig, beholdt dem hos sig en Uge eller to, og sendte dem derpaa tilbage; herover blev han meget forhadt hos disse Kvinders Frænder, og Bønderne begyndte at knurre. Dette skal især have været Tilfældet i Throndhjem, hvor han havde sit Hovedsæde, og hvor man altsaa led meest ved hans Uvæsen; Thrønderne beskrives derhos som meget tilbøjelige til at give Ondt af sig, naar noget mishagede dem[2]. Her, i Haakons egentlige
- ↑ Se Njaals S. Cap. 83.
- ↑ Snorres Ol. Tr. S. Cap. 50. Foruden de her meddeelte Træk af Haakons Uelskværdigheder er der og en heel besynderlig, temmelig vidtløftig Fortælling om en islandsk Skald ved Navn Thorleif Raudfeldssøn, som han havde lagt for Had, fordi denne ej vilde sælge ham af de Varer, han havde bragt, og hvis Skib han derfor i hans Fraværelse plyndrede og opbrændte, hvorhos han lod hans
