Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/267

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
241
Olaf Tryggvessøn og Sven Tjugeskegg i England.

og Sven herjede i Forening. Af den Omstændighed, at der i 991 tales om Danegeld, skulde man vistnok formode, at Sven allerede da var med, hvilket ogsaa Antallet af Skibene i 991 og 994 synes at bestyrke[1]. Dette hindrer imidlertid ikke, at han tidligere kan have herjet paa egen Haand, navnlig i 988. Men derimod er det tydeligt, at hvor Sven og Olaf optræde i Fællesskab, der viser Olaf sig som den øverste Høvding. Dette er en Omstændighed, hvortil man nøje maa lægge Merke. Det bestyrker nemlig det Udsagn hos Saxo, at Sven som Flygtning kom til Olaf. Det viser at Sven har sluttet sig som Underordnet til ham, ikke omvendt.

Vi ere endnu i Besiddelse af det Forlig, som Olaf sluttede. Overskriften lyder saaledes: „Dette er de Fredsmaal og den Aftale, som Kong Ædhelred eg alle hans Witan sluttede med Hæren, hvorved Anlaf, Justin og Gudmund Stegitas Søn vare tilstede“[2]. Forliget begynder med at der skal være Fred mellem Ædhelred og alle hans Folk paa den ene Side, og „Hæren“ paa den anden, efter den Aftale, Erkebiskop Sigeric og Ealdormændene Ædhelweard og Ælfric gjorde, da de fik Kongens Tilladelse til at kjøbe sig Fred for de Stykker af Landet, de i Kongens Navn bestyrede. Her sigtes baade til den første Overeenskomst i 991, og til den senere i 994. Den Omstændighed, at den ene af Medkontrahenterne paa Vikingernes Side hed Jostein, viser at Olaf selv ej kan være nogen anden end Olaf Tryggvessøn, thi vi erfare af vore egne Sagaer, at hans Morbroder hed Jostein, og just

    mægtig Forskjønnelse af Udtrykkene i Chron. Sml. Endelig tilføjer han, at Olaf Sommeren efter det sluttede Forlig rejste hjem til sit Fædreland. Da heller ikke dette Tillæg findes i Chron. Sax., tør man ej anse det for aldeles paalideligt, eftersom Florents ogsaa her kan have ladet sig forlede til at udvide Originalens simple Udtryk, „at Olaf holdt sit Løfte, aldrig at ville komme med Ufred til England“. Men da dog altid den Mulighed er forhaanden, at Florents virkelig kan have benyttet et vidtløftigere Haandskrift, end det, vi nu kjende, eller for øvrigt hast andre Oplysninger, bliver Tillægget merkeligt nok, og vilde, hvis det var sikkert, end mere bestyrke, at Annalernes Olaf er Olaf Tryggvessøn. – Fra Florents ere de nævnte Tillæg komne ind hos Simeon af Durham (Twysden, S. 162, 163), og Henrik af Huntingdons Annaler (Savile S. 428).

  1. Hvad for øvrigt Skibenes Antal angaar, da synes den Omstændighed, at de Haandskrifter, der henføre Angrebet til 993, nævne 93 Skibe, medens de, som henføre det til 994, nævne 91, at vidne om at man her vilkaarligt har rettet Tallet efter Aarstallet. Man erfarer altsaa kun, at Skibenes Antal var meget stort.
  2. Thorpe’s udg. af.de gamle engelske Love, S. 121. At „Justin“ er „Jostein“, kan ikke betvivles, og Navnet Stegita, der efter den norske Udtale skulde være „Steiti“, synes urigtigt opfattet; man skulde næsten antage det for en Fejlskrift i Stedet for Igstan, angl. Form for Eysteinn.