Dette er de ældste engelske Annalers Beretning om Olafs Bedrifter i England. Beretningen er i sig selv noget uklar, paa Grund af Haandskrifternes Afvigelser fra hinanden indbyrdes. Man erfarer ikke deraf, om Olaf var Anfører for de Vikingen som allerede nævnes 988, eller hvor længe han
men efter 925 kun har faa Antegnelser, indeholder intet for Aarene 985 til 993, og heller ikke fra 995 til 1001, men sammentrænger i 993 og 994 Begivenhederne for flere Aar. Saaledes beretter den 993: I dette Aar kom Olaf (Unlaf) med 93 Skibe til Staines, herjede det udentil, foer derfra til Sandwich, derfra til Ipswich, som han overrendte, og saa til Maldon, hvor han stred med Brihtnodh o. s. v.; siden sluttede man Fred med ham, og Kongen modtog ham af Biskoppens Haand ved Canterbury-Biskoppen Sigerics og Winchester-Biskoppen Ælfeahs Medvirkning. For 994 berettes kun Sigerics Død og hans Eftermand Ælfrics Ophøjelse til Erkestolen. Til dette Haandskrift (Cambridge-Haandskr.) slutter sig et andet (Cotton, Otho B. XI. 2) ligeledes, som det lader, temmelig gammelt, da det nemlig ender ved 1001. De øvrige Haandskrifter, af hvilke dog det ældste er skrevet med een og samme Haand lige til 1046, hvilket viser, at Begivenhederne før dette Tidspunkt ej ere samtidigt nedtegnede, omtale Watchets Plyndring, Godas Drab og Dunstans Død 988, Sigerics Ophøjelse til Erkestolen 990, Ipswichs Plyndring og Brihtnodhs Fald ved Maldon – hvorved dog, vel at merke, Olafs Navn ej nævnes – samt det første Danegeld af 10000 Pund, ved 991, Flaadens Samling ved London og Ælfrics Forræderi 992, Stormen paa Bamborough, Herjingen ved Humber i Lindsey og Northumberland m. m. 993, og endelig Olafs og Svens Ankomst til London med 94 Skibe, samt den vidtløftigere Beretning om hans Besøg hos Kongen i Andover m. m. 994. Til 995 henføres Sigerics Død. – Ere nu end ikke disse Beretninger samtidige, saa maa de dog vistnok ansees paalidelige, da en Nedskriver i 1046 endnu godt kunde erfare Begivenheder fra 990–1000 af Øjevidner, ligesom det vel og er sandsynligt, at han har afskrevet ældre Originaler. Dertil kommer, at samtidige Diplomer udtrykkelig omtale Sigeric endnu i 995, hvilket viser, at det ældre Haandskrift urigtigt henfører hans Død til 994. Den Omstændighed, at det ældste Haandskrift kun en sjælden Gang antegner Begivenheder, gjør det rimeligere at antage, at dets Nedskriver ej har benyttet ældre Kilder, og at hans Hukommelse derfor lettere kan have slaaet ham Fejl. Da det nu er dette Haandskrift, som nævner Olaf ved Angrebet paa Ipswich, til samme Tid som det omtaler hans Fredsslutning, medens de øvrige Haandskrifter først omtale Olaf 994, bliver det vistnok altid muligt, at hiint med Urette kan have tillagt Olaf de før 994 udførte Bedrifter; dog, da Fredstraktaten mellem Ædhelred og Olaf (se nedf.) udtrykkelig paaberaaber sig det ældre Forlig, altsaa det af 991, maa Olaf følgelig ogsaa have været den, som sluttede dette. Den ældste engelske Annalist efter Chron. Sax., Florents af Worcester († 1118), fortæller at de „Daner“, der plyndrede Ipswich og fældte Brihtnodh ved Maldon, vare Jostein og Gudmund Stegita’s Søn. (Mon. hist. Brit. I. S. 580). Men da Florents’s Notitser hovedsageligen kun ere Oversættelser fra Chron. Sax., bliver denne Angivelse mistænkelig, og man ledes til den Formodning, at han alene har hentet Josteins og Gudmunds Navn fra Fredstraktaten. Florents siger og i Anledning af Olafs Konfirmation, at Kongen adopterede ham som Søn, hvilket Tillæg vel alene kan betragtes som en egen-
