en Dane) og to Biskopper, paalæggende dem, om muligt, at indslutte Vikingehæren; men Ælfric viste sig som Forræder, han gav Fienden hemmelig Advarsel om Faren, og sneg sig bort paa Slagdagen. Derved lykkedes det Vikingerne at undslippe; de tabte kun et Skib, hvis Besætning blev dræbt; men siden mødte de Skibene fra Ostangel og London, som anrettede et stort Nederlag iblandt dem, og erobrede Ælfrics Skib, fuldt udrustet og bevæbnet[1]. I det følgende Aar (993) blev Bamborough i Northumberland indtaget og plyndret; Vikingehæren sejlede op ad Humberen, og gjorde megen Skade saavel paa Lindsey som i Northumberland. En stor Hær samlede sig for at fordrive Fienden, men da Slaget skulde begynde, flygtede Anførerne, ved Navn Fræna, Godwine og Fridhegist, allerførst. I Aaret 994 kom Olaf og Sven, som nu for første Gang nævnes, til London med 94 Skibe paa vor Frues Fødselsdag (8de Septbr.) De vilde have sat Ild paa Staden, men, heder det, de lede mere Skade end de troede det muligt at Borgerne kunde tilføje dem, og den hellige Guds Moder viste Borgerne sin Miskun, idet hun befriede dem fra deres Fiender. Disse anrettede imidlertid megen Ødelæggelse i Omegnen; de skjendte og brændte i Essex, Kent, Sussex og Hampshire, skaffede sig Heste, rede op i Landet saa langt de vilde, og gjorde usigelig Skade. Da besluttede Kongen og hans Witan at tilbyde dem Skat og Levnetsmidler, hvis de kun vilde afstaa fra at plyndre. De gik ind herpaa, og deres hele Hær opslog nu sit Vinterkvarteer i Southampton, hvor alle Indbyggerne af Wessex maatte bidrage til deres Underholdning. En Sum af 16000 Pund i Penge blev dem udbetalt. Derpaa, heder det, sendte Kongen Biskop Ælfeah og Ealdormanden Ædhelweard (sandsynligen den ovenfor oftere omtalte Krønikeskriver) efter Kong Olaf, og de ledsagede ham, efter at der var stillet Gisler og disse vare bragte ombord paa Skibene, med stor Hæder til Kongen i Andover. Kongen modtog ham af Biskoppens Haand, det vil sige, bistod ved hans Konfirmation, og gav ham kongelige Gaver. Olaf lovede til Gjengjeld, hvad han ogsaa holdt, at han aldrig siden skulde komme med Ufred til England[2].
- ↑ Dette er saaledes gjengivet i Medhold af Florents’s Oversættelse og Matthæus af Westminster, saa vel som og paa Grund af den Omstændighed, at den til Fienden overgangne Ælfrics Skib siges at vare taget. Thi af Chron. Sax. kan man ej se, om det var den engelske Flaade, eller Vikingerne, som vandt. Henrik af Huntigdon derimod i sin engelske Historie (l. V. Mon. hist. Britt. S. 749) lader „Danerne“ være de sejrende og dræbe mange af Londonerne.
- ↑ Chron. Saxonicum, i Monumenta hist. Brit. I. S. 400–403. Her maa det dog bemerkes, at de to forskjellige Klasser af Haandskrifter afvige indbyrdes, saa vel med Hensyn til Vidtløftighed, som i Tidsregningen Det ældste og bedste Haandskrift, der fra 891 synes at være fortsat samtidigt Aar efter Aar,
