mod Venderne imellem Aarene 989 og 995, et af disse Tog kan og have gjeldt Danmark, og at Olaf kan have deeltaget deri, er ej utænkeligt, skjønt han for øvrigt paa den Tid allerede synes at have gjort England og overhoved de vestlige Farvande til sit fornemste Opholdssted. Han stred, siger Hallfred udtrykkeligt, i Danmark søndenfor Heidaby, han fejdede i Saxland og Frisland: han kan altsaa lettelig have taget Deel i nordtydske Fejder.
Ifølge Rekstefja (Str. 5) skal Olaf have hevnet sin Fader i de vestlige Farvande Derom indeholde Sagaerne intet, men da de heller ikke melde noget om Ragnfreds, Erik Blodøxes Søns, Død, medens de dog, som det nedenfor vil sees, fortælle om et Tog, dennes Broder gjorde til Norge, er det ej usandsynligt, at den Hevn, Olaf tog, bestod i at fælde Ragnfred. At han herjede i England, Skotland og Irland, er utvivlsomt, deels fordi Hallfreds og Hallarsteins Kvad udtrykkeligt vidne derom, deels fordi hans Navn forekommer i de engelske Aarbøger. Her omtales nemlig en Anlaf eller Olaf, og det paa den Maade at der ej kan være nogen Tvivl om, at det er Olaf Tryggvessøn, som menes. Og dette er det eneste sikre, vi vide om Olafs Bedrifter i England. De Angreb paa Englands Kyster, hvori Olaf tog Deel, synes allerede at have begyndt 988, skjønt Olafs Navn ej forekommer førend senere. I 988 plyndredes Wecedport (Watchet) i Somerset, og Goda, en Thegn i Devonshire, blev dræbt med en Mængde Folk. I Aaret 99l ødelagdes Ipswich. Et enkelt Haandskrift, som henfører denne Begivenhed til 993, nævner udtrykkeligt Olaf som Vikingernes Høvding og beretter, at han allerførst var landet med 93 Skibe ved Staines, hvor han herjede Omegnen, at han siden besøgte Sandwich i Kent, og da endelig drog til Ipswich. Fra Ipswich drog han til Maldon, hvor Befalingsmanden (Ealdorman) Brihtnodh kom ham imøde med en Hær, men blev slagen og faldt[1]. I dette Aar, heder det, besluttede man efter Erkebiskop Sigerics Raad for første Gang at betale Danerne Skat, det saakaldte Danegeld, formedelst den store Forfærdelse, de udbredte langs Kysten; den første Sum var 10000 Pund. Kongen og alle hans Witan besluttede nu at alle Skibe, der duede til noget, skulde samles ved London, og han overgav Befalingen over Landtropperne til Ealdormauden Ælfric, sin Svigerfader Thord (dette har vist været
- ↑ Slaget ved Maldon er besunget i et eget Digt, hvoraf et Brudstykke endnu findes, senest aftrykt i Thorpes Analecta Anglosaxonica, 2den Udg. S. 131–141. Striden foregik ifølge dette ved en Bro over Elven Spante, nu Blackwater, i Essex. Brihtnodh, heder det, var paa Jagt, da Budskabet kom om at Fienden var landet. Han lod strax Høgen flyve, og ilede til Kampen, ledsaget af Eadric, Wulfstan, Ælfhere og Maccus (det er altsaa nu 3die Gang dette besynderlige Navn forekommer); de tre sidste skulde forsvare Broen. Der nævnes flere angliske Krigere, men ingen af de norske eller danske.
dre. Dette skal vel betyde saa meget, som at han ej er sikker paa Beretningens Troværdighed.
