for Haanden, at Olafs Rolle af Sagnfortællerne er gjort mere glimrende end den virkelig var, og at han saaledes maaske slet ikke har staaet under Vladimirs og dennes Hustrus særskilte Varetægt, men kun opholdt sig i Novgorod som en anseet Værings i en vis Kreds maaske meget hædrede, men af Kongen og Dronningen selv slet ikke bemerkede, Frænde. Hvad Vladimirs Omvendelse til Christendommen angaar, da er det noksom bekjendt, at han i Aaret 988 antog Christendommen, bevæget dertil af sin Hustru, den byzantinske Kejserdatter Anna. En dunkel Forestilling om denne Begivenhed har maaske foresvævet Legendefortællerne, naar de lode Olaf „sejle“ fra Holmgard til Grækenland og derfra bringe Biskop Paal for at christne Vladimir og hans Dronning Men endogsaa Kongesagaernes Nedskriver føler sig saa usikker hvad dette Punkt angaar, at han som et Slags Hjemmel anfører en Ytring af et udenlandsk Skrift, der vidner om at Russer, Polaner og Ungarer christnedes i Otto den 3dies Dage[1]. Dette viser noksom, at hverken Kvad eller Oldsagn have indeholdt det mindste derom, og at Beretningen er sildigere Tiders Verk.
Hvad Olafs Ophold i Vendland angaar, da synes det at have sin Rigtighed, saa vel som at han virkelig egtede en fornem Enke ved Navn Geira eller Geila, og fik enkelte Besiddelser med hende, men hvor vidt hun for øvrigt var Datter af Boleslav, eller rettere hans Fader Mieczyslav, eller overhoved af nogen Konge, er heel tvivlsomt. Af Rekstefja skulde det synes, som om Toget til Vendland kun var en Udflugt fra Gardarike, siden det derefter heder, at Olaf med sine Skibe drog fra Gardarike til Vesterlandene. At Mieczyslav for Resten efter al Sandsynlighed var med ved Danevirke, er forhen viist, men Olaf kan i alle Fald da (975) ej have ledsaget ham. Dog er det ikke umuligt, at Olaf kan have været med paa et andet Tog, der i Tidens Løb er blevet forvexlet med hiint. Mag. Adam af Bremen fortæller, at Kong Erik Sejrsæl, der havde sat sig i Besiddelse af Danmark, antog Christendommen, men siden faldt fra, og skal have været overvunden i en Krig med Otto III, – det vil da sige med hans Lensfyrster i Nordtydskland, da Otto selv endnu var et Barn[2]. De tydske Forfattere omtale flere Tog hiinsides Elben
- ↑ Se Olaf Tryggv. Saga i Fornm. Sögur Cap. 76. Sagaens Ord ere følgende: „Det, som nu er sagt om Olaf Tryggvessøns Christendomsforkyndelse i Gardarike, er ej utroligt, thi en ypperlig og sandfærdig Bog, ved Navn Imago mundi, beretter klarligen, at de Folk, der kaldes Russer, Polaner og Ungarer, christnedes i Kejser Otto den 3dies Dage; og nogle Bøger sige, at Kejser Otto selv drog i Austerveg tilligemed Olaf Tryggvessøn, og tvang Folk til at antage Christendommen“. Bedre Vidnesbyrd end dette behøves ej om, hvor svag Grund Beretningen hviler paa.
- ↑ Adam Brem. II Bog, Cap. 86. Mag. Adam siger her, at Efterretningen om at Kong Erik havde antaget Christendommen, havde han faaet af Kong Sven Ulfssøn; at han derimod skulde have ført Krig mod Otto III og været overvunden af ham, nævnte Sven intet om, men det havde han hørt af an-
