skal Olaf paa denne Maade have tilbragt hos Reas. Da, heder det, traf det sig just, at hans Morbroder Sigurd Erikssøn kom til Estland i Kong Valdemars Ærende for at indkræve Skat. Da Sigurd en Dag red med et stort Følge forbi Reas’s Gaard, fik han Øje paa Olaf, der legede med andre Smaadrenge paa Torvet. Hans Udseende paafaldt Sigurd som udenlandsk. Han red hen til ham og spurgte ham om hans Navn. Olaf sagde ham fuldstændig Besked, og da Sigurd saaledes erfoer at Drengen var hans Systersøn, besluttede han strax at løskjøbe ham. Olaf fordrede, at han ogsaa skulde kjøbe hans Fostbroder Thorgils, og Sigurd føjede ham deri. Han tog dem med sig til Holmgard, og beholdt dem hos sig, uden for det første at aabenbare noget om Olafs Fædreneæt. Men han kunde ikke længe holde den hemmelig. En Dag var Olaf ude paa Torvet, og havde en liden Øxe i Haanden. Da fik han se Klerkon, der havde dræbt hans Fosterfader, gjenkjendte ham strax, gik hen til ham og satte Øxen i Hovedet paa ham, saa at den kløvede hans Isse. Den offentlige Fred overholdtes saa strengt i Holmgard, at der var Dødsstraf for hver den, som dræbte udømt Mand. Alle de Tilstedeværende stimlede derfor sammen for at gribe Olaf og dræbe ham, men han løb hjem til Sigurd saa hastigt som muligt, og Sigurd bragte ham strax til Dronningen, hvis Navn var Allogia, med Bøn øm at hun vilde beskytte ham. Hun lovede det, og sagde at det var stor Synd at dræbe en saa smuk Dreng. Hun bad strax alle sine Mænd væbne sig, og samle sig i hendes Gaard. Folkehoben fik snart at vide, at den unge Drabsmand var hos Dronningen; ikke desto mindre fordrede de ham udleveret, og det vilde være kommet til Blodsudgydelse, hvis ikke Kongen havde blandet sig i Sagen og beroliget Folket ved at love dem Bøder før Drabet. Disse udredede Dronningen, og Olaf forblev indtil videre hos hende. Men der var, heder det, den Lov i Gardarike, at ingen kongebaaren Mand maatte opholde sig der uden Kongens Vidende og Samtykke. Sigurd var derfor nødt til at aabenbare Dronningen den rette Sammenhæng med Olafs Fødsel og Maaden, hvorpaa han var kommen did, idet han tillige bad hende lægge et godt Ord ind for ham hos Kongen. Dronningen opfyldte hans Bøn, og Kongen tog ham nu til sig, opdrog ham som en Kongesøn, og lod ham oplære i alle ridderlige Øvelser. Olafs tilkommende Herlighed havde imidlertid oftere været forudsagt. Gardekongen Valdemars gamle, fremsynede Moder havde allerede kort efter Olafs Fødsel sagt, at der i Norge var fød en Kongesøn, som skulde blive opdragen i Gardarike og naa stor Berømmelse; og da han kom til Landet, skulle mange Spaamænd have forkyndt, at en ung Udlændings Fylgjer vare komne, og at det klare Lys, der skinnede over ham, skulde brede sig over hele Gardarike og Verdens østlige Deel. Disse Udsagn skulle fornem-
