melig have bevæget Dronningen til at tage sig af ham. Allerede i sit 12te Aar skal Olaf have anmodet sin Fosterfader Kong Valdemar om at faa Folk og Skibe til at drage i Leding; Kongen skal have opfyldt hans Begjæring, og Olaf tilbageerobrede nu, heder det, flere Hereder og Borge, der havde løsrevet sig fra Valdemars Herredømme. Hans Folk gave ham efter den sædvanlige Vikingeskik Kongenavn; han tilbragte flere Aar i Leding, vandt rigt Bytte, og værnede kraftigt om Valdemars Rige. Men, heder det, det gik her som saa ofte, hvor Udlændinger komme til stor Anseelse, at de faa mange Misundere; Olaf fik ogsaa sine, der forestillede Kongen, at han var alt for mægtig, og desuden havde altid saa meget at tale med Dronningen om[1]. Kongen laante Øre til deres Tale, og blev uvenlig mod Olaf; denne merkede det, klagede til Dronningen derover, og sagde at han helst vilde drage tilbage til de nordiske Lande, hvor hans Frænder havde boet før ham. Dronningen gav ham Medhold heri; han gjorde sine Skibe rede, og forlod Gardarike, 18 Aar gammel. Han landede ved Bornholm, gjorde Landgang, overvandt Indbyggerne, som samlede sig mod ham, og vandt stort Bytte. En Storm drev ham derfra til Vendland, hvor han foer fredeligt frem og blev godt modtagen. Kongen, Burislav, havde tre Døtre, Geira, Gunnhild og Aastrid; den første havde været gift, men var nu Enke, og herskede der som Dronning efter sin Mand. Hendes Hovedborg, hvor hun boede, var ikke langt fra det Sted, hvor Olaf laa med sine Skibe. Efter sin fornemste Raadgiver Dixins Raad indbød hun Olaf, der kaldte sig Ole den gerdske, til sig for hele Vinteren med alle hans Folk. Han modtog Indbydelsen. Han og Geira taltes ofte ved; de syntes godt om hinanden, og Enden blev, at han bejlede til hende og fik hende. Flere Borge, der hørte til hendes Rige, vare faldne fra; han undertvang dem alle i Løbet af Vinteren. Den følgende Sommer gjorde han et Vikingetog til Skaane og Gotland, hvor han erobrede et Kjøbskib, der tilhørte Jemterne, og overvandt siden Goterne. Siden fulgte han sin Svigerfader Burislav, da denne, paa Kejser Ottos Opfordring, drog til Slesvig for at deeltage i Kampen mod Kong Harald Gormssøn. Og ved denne Lejlighed skal Olaf, der fremdeles kaldte sig Ole, have givet Kejseren det Raad at opbrænde Danevirke. Den følgende Sommer drog han paa Vikingetog til Saxland, Frisland og Flandern. Da han havde tilbragt den tredie Vinter i Vendland, blev hans Hustru Geira syg og døde. Dette voldte ham saa stor Sorg, at han ikke
- ↑ Saavel Olaf Tryggv. Saga Cap. 58, som Snorre Cap. 21 tale her om at det ved flere Hoffer var Skik og Brug, at Kongen og Dronningen holdt hver sin Deel af Hirden; dette var og Tilfældet i Holmgard; Kongen og Dronningen kappedes med hinanden om al have de dygtigste Hirdmænd, og dette skulde være Aarsagen, hvorfor hun søgte at drage Olaf til sig.
