med Oprørerne. Men Bernhard sagde: „til Floden Epte skulle vi følge dig, ej længer ind i Frankrige; hvis du er usel nok til at opgive det Land, din Fader med os har vundet, ville vi heller gaa ombord paa Skibene og rejse hjem igjen“. Krænket ved disse Ord sagde Villjam, at han strax vilde binde an med Fiendens Overmagt og begynde Slag. Bernhard glædede sig derover; han talte Villjams Flok, for at se hvor mange der vilde følge deres Herre i Kampen. Det var ikke mere end„ 300, men de vare alle tapre og vel udrustede Mænd. De tilsagde ham ved Vaabengny deres Troskab, og han styrtede sig nu, i Spidsen for dem, mod Fienden, som blev aldeles overvunden. En Mængde faldt eller druknede i Seinen; Riulf undkom til Skogs[1], og skal ifølge en senere Forfatters Udsagn være bleven udleveret til Villjam af sin egen Søn Aaskell, hvorefter Villjam skal have ladet ham blinde[2]. Strax efter Slaget bragtes ham det glædelige Budskab, at hans Hustru eller Frille, som han havde ladet bringe til Fécamp for at hun kunde være i Sikkerhed for Riulf, havde født ham en Søn, hvilken han kaldte Richard, og siden, som vi have nævnt, sendte til Bayeux for der at opdrages. Villjam forbandt sig nu nøje med de mægtigste franske Lensfyrster, Grev Villjam af Poitou, Grev Heribert af Vermandois, og Grev Hugo af Paris; den første gav han sin Syster Geirlaug[3] til egte, selv egtede han Heriberts Datter Liudgarde. Efterat Kong Ludvig (d’Outremer) var kaldt tilbage fra England, hvorved Villjam fornemmelig skal have været virksom, udbrød der en Krig mellem Ludvig og Grev Hugo, hvorved Villjam tog dennes Parti Blandt de Krigsforetagender, Villjam i denne Fejde udførte, var ogsaa, at han hjalp Grev Herluin af Ponthieu til at gjenerobre Slottet Montreuil, som Grev Arnulf af Flandern havde frataget ham. Derover blev Arnulf hans uforsonlige Fiende. Selv hyldede Villjam omsider Kong Ludvig (940) og blev da paany formeligt forlenet med Normandie. Han skal med eet have faaet en uimodstaaelig Lyst til at slaa sig fra Verden og indtræde som Munk i det af ham stiftede Kloster Jumièges; kun Abbeden Martins og hans egne Ven-
- ↑ Dudo, hos Duchêne, S. 94–96.
- ↑ Villjam af Malmesbury er den eneste Forfatter, der har dette Tillæg om Aaskell (Anschetillus), og om at Riulf blev blindet. Han tilføjer og, at Villjam siden sendte Aaskell med et Uriasbrev til Hertugen af Pavia i Italien, hvilken og lod ham angribe af 1000 Ryttere, mod hvilke han længe forsvarede sig tappert, men endelig maatte bide i Græsset med alle sine Mænd, undtagen Balzo, der flygtede tilbage til Frankrige, traadte i Grev Arnulfs Tjeneste, og hevnede Aaskell ved siden at deeltage i Villjams Drab. (Vill. Malmesb. hos Savile, S. 54, 55).
- ↑ Hun nævnes ej af Dudo, kun af Villjam af Jumièges, der kalder hende „Gerloc“. Andre Forfattere kalde hende ogsaa Adela.
