ners indstændige Bønner og Forestillinger fik ham til at afstaa fra denne besynderlige Plan, dog kun paa det Vilkaar, at de strax erkjendte hans Søn Richard som hans Efterfølger[1]. Uagtet Villjam ogsaa efter denne Tid deeltog med Hugo og Heribert i et Tog mod Erkebiskop Artald af Reims, Kongens Ven, kæmpede han dog ikke længer umiddelbart mod Kongen selv, men viste ham derimod oprigtig Hengivenhed, og skal endog have staaet Fadder til hans Søn Hlothar (941). Han modtog siden Kongen venskabeligt hos sig i Rouen, og gav ham herlige Gaver. Efterretningen om at Nordmannerne havde sluttet Venskab med Kongen, bragte ogsaa andre Magnater, navnlig Villjam af Poitou og Alan af Bretagne, til at gjøre det samme. Den sidste havde opholdt sig i England lige indtil Kong Ludvig vendte tilbage til Frankrige; da skal .Villjam, paa Kong Ædhelstans Forbøn, have givet ham hans Fædrenebesiddelser igjen, og Alan skal siden den Tid stedse have viist ham Troskab og Hengivenhed[2]. Efter at Kongen siden havde haft en Sammenkomst med Kong Otto af Tydskland, hans egen og Hugos Svoger, og foreløbigt sluttet Forlig med dem begge, aftaltes et Møde i Attigny, hvor baade Ludvig, Otto, Hugo, Heribert, Arnulf af Flandern og Villjam indfandt sig, for at slutte en endelig Fred[3]. Alle de øvrige, paa Villjam
- ↑ Dudo, S. 101.
- ↑ Dudo, S. 97.
- ↑ Dette Møde omtales vidtløftigt af Richer (Pertz V. S. 593, 594), men nævnes ej af Flodoard. Det synes og at være det samme, som Dudo omtaler heel vidtløftigt, S. 98, 99, men henfører til urigtigt Tidspunkt, nemlig før Krigen ang. Montreuil, idet han tillige urigtigt nævner Henrik (Fuglefænger) i Stedet for Kong Otto. Dog behøve ikke derfor de Enkeltheder ved Mødet selv, som han omtaler, at være usandfærdige. Flere af dem ere yderst charakteristiske. Han nævner intet om hans nedenfor anførte Vredesudbrud mod Otto, derimod fortæller han, at Lothringerne og Saxerne i Ottos Følge tillode sig spydige Anmerkninger over Villjam, hvilket denne forstod ved Hjelp af sit Fædrenesprog, det danskes forbitrede herover begyndte Villjams Mænd at bryde Kongens Døre op, og denne blev saa ængstelig herover, at han flygtede; først da Villjam sendte sit velbekjendte, lange og prægtige Sverd til Jertein med den Befaling, at de skulde være stille, holdt de op. Nu sluttedes Forliget mellem begge Konger, hvorved Hugo var tilstede, dog ej som Deeltager; Heribert slet ikke. Den saxiske Hertug Hermann skal have underholdt sig med Villjam paa dansk; denne undrede sig over at Hermann kunde tale dets han sagde at han havde lært det mod sin Vilje i dansk Fangenskab. – I det hele taget fortæller Dudo kun enkelte af Villjams Bedrifter, men disse meget fuldstændigt, og i Sagastiil; han gjør ham i Alt til Hovedpersonen, og forbigaar meget, som han rimeligviis har fundet Mindre vigtigt. Heller ikke stemme Flodoard og Richer ganske. Den første, som samtidig, maa vistnok her have Fortrinet. En af de merkeligste Afvigelser hos Richer er, at han kalder Gange-Rolf Rolf Ketilssøn (Pertz V. 578), og lader
