den; deres Interesse var fransk, ej længer nordisk. Ved at gjennemlæse med Nøjagtighed de ældste Skribenter, der fortælle Nordmandies Historie, bliver man var, at Landet egentlig bestod af to Hovedafdelinger, den tidligst besatte eller vestlige, med Hovedpunktet Bayeux, og den senest besatte, med Hovedpunktet Rouen. Den første maa have været langt fuldstændigere koloniseret af Nordmændene, end den sidste, efter hvad man kan slutte af det ovenfor[1] omtalte merkelige Udsagn af Dudo, at Hertug Villjam Rolfssøn lod sin Søn Richard opdrage i Bayeux, fordi man der talte mere dansk end romansk, medens man i Rouen talte mere romansk end dansk. Tydelige Spor af, at den ældre Deel stod i en vis Opposition til den yngre, findes i en Beretning, som Dudo meddeler om en farlig Opstand, som Riulf, der skal have været Herre over Cotentin eller Evreux, gjorde mod Villjam. Riulf, der, som det heder, var skinsyg over at Villjam viste de Franske, hvilken Nation han paa mødrene Side tilhørte, saa megen Hengivenhed, sammenkaldte flere Nordmannahøvdinger, og forestillede dem at Enden paa denne Forkjærlighed for de Franske vilde blive den, at Hertugen jog dem selv fra det Land, de med saa megen Møje og Fare havde erhvervet, for at kunne uddele det til sine franske Venner og Frænder. Altsaa optraadte Riulf som den norske Nationalitets Repræsentant og Forfegter lige over for den franske. Det aftaltes at sende Bud til Villjam og melde, at han, hvis han ønskede fremdeles at nyde godt af deres Tjenester, maatte afstaa dem hele Landet vestenfor Elven Rille. Villjam vægrede sig ved at afstaa noget Stykke Land, men tilbød dem derimod en Mængde Løsøre og Kostbarheder. Dette vilde de ej tage imod, og Riulf foreslog nu sine Stalbrødre at gaa lige løs paa Rouen selv. Det skede. De gik over Seinen og opsloge deres Lejr udenfor Rouen. Villjam skal, ængstelig herover, strax have tilbudt Riulf at afstaa ham Landet ej alene til Rille, men ogsaa til Seine. Dog nu var Riulf bleven saa overmodig, at han reent ud fordrede at Villjam skulde forlade Normandie og drage til sine franske Frænder: „Landet tilhørte ham ej og han kunde derfor ej bortskjenke det. Vilde han ej med det Gode drage bort, skulde de indtage Staden og dræbe ham“. Villjam vovede ikke at forblive i Staden, men drog ud af den tilligemed nogle faa Krigere, og lejrede sig paa en af de omliggende Højder. Da han herfra saa, hvor stor Oprørernes Hær var i Sammenligning med hans lille Skare, forsagede Modet ham, og han sagde til en af sine Krigere ved Navn Bernhard, at han vilde drage til sin Morbroder, Grev Bernhard af Senlis, og opholde sig hos ham saa længe indtil han ved hans Hjelp kunde faa Bugt
- ↑ Se ovf. 1ste B. S. 680.
