Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/219

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
193
Thraain og Njaalssønnerne udenlands.

Kolskegg Gunnars Broder, havde imidlertid forladt Landet. Først drog han til Norge, og Sommeren efter (986) til Kong Svend Tjugeskegg i Danmark, hvor han nød megen Anseelse. En Drøm, han havde, bragte ham til at antage Christendommen og drage længer mod Syden; han begav sig først til Gardarike, og siden til Constantinopel, hvor han blev Væring, giftede sig og døde som Høvding i Væringeskaren[1].

Samme Aar, Kolskegg forlod Island (985), rejste ogsaa hans og Gunnars Morbroder, Thraain Sigfussøn, og to af Njaals Sønner, Helge og Grim, udenlands. Thraain landede ved Haalogaland, og begav sig sydover til Lade, hvor Jarlen tog vel imod ham som den berømte Gunnars Frænde, og beholdt ham hos sig et Par Aar, i hvilken Tid han udmerkede sig ved at fælde en farlig Viking, hvorfor Jarlen gav ham det hurtigsejlende Skib Gammen til Belønning[2]. Njaals Sønner sejlede fra Island paa et andet Skib, men bleve af haarde Storme fra Norden drevne til den skotske Kyst, hvor de ankrede, men strax den næste Morgen anfaldtes af to skotske Høvdinger, Sønner af Maddad paa Dungalsbø, og Frænder af Mælkolm, der siden blev Konge i Skotland[3]. Disse satte de Fremmede to Vilkaar, enten at forlade Skibet og alt deres Gods, eller at udholde en Kamp. Njaals Sønner valgte det sidste, skjønt de øvrige Kjøbmænd ombord paa Skibet lode ilde derover, og nu begyndte en hidsig Kamp, der trods de Angrebnes Tapperhed vistnok vilde have endt med deres Undergang, hvis ikke heldigviis den tappre Kaare Salmundssøn, Sigurd Orknøjarls Hirdmand, der just vendte tilbage fra Syderøerne med de for Jarlen samlede Skatter, var kommen dem til Hjelp. Nu bleve Skotterne overvundne, begge deres Anførere faldt, og deres Skibe erobredes. Njaals

  1. Njaals Saga, Cap. 82.
  2. Njaals Saga, Cap. 83.
  3. Disse skotske Høvdinger føre i Njaals Saga, Cap. 84 og 85, hvor denne Begivenhed omtales, de nordiske Navne Grjosgard og Snækolf. Disse Navne ere enten Omsætninger eller Forvanskninger af gaeliske. Om de to skotske Jarler, Hunde og Mælsnechtan (Melsnati) der leverede Sigurd Jarl Slaget ved Dungalsnipen, er der ovenfor (S. 134) talt. Det er der ogsaa ytret at Hunde’s skotske Navn muligtviis var Cuilen. Imidlertid maa det erindres, at der og i Gaelisken er et Ord, Madadh, som betyder „Hund“, og at Jarlen Hundes Navn saaledes kan have været Madadh eller, som det skrives i vore Sagaer, Maddad, Moddan, Moldan. I saa Tilfælde kan Hunde have været den samme som den Moldan eller Maddad, der noget ovenfor nævnes i Sagaen som Snækolss og Grjotgards Fader. Mælkolm, som her nævnes, kaldes i Cap. 84 Konge, i Cap. 85 Jarl; dette sidste er det rigtige, thi han blev ej Konge førend i 1003; men Sagaskriveren, som vidste, at han siden førte Kongetitel, har paa hiint Sted ladet sig forlede til at give ham den for tidligt.