gerd: „giv mig to Lokker af dit Haar, og sno deraf en Buestreng til mig med min Moder“. „Gjelder det dig meget“, spurgte hun. „Mit Liv“, svarede Gunnar, „thi saa længe jeg kan bruge min Bue, kunne de intet udrette mod mig“. „Da skal jeg huske dig den Kindhest, du gav mig“, sagde hun, „og er det mig ligegyldigt, hvad enten du værger dig længe eller kort“. „Enhver har sit at gjøre sig navnkundig af“, sagde Gunnar, „og skal jeg ikke længe bede dig herom“. „Ilde bærer du dig ad“, sagde Rannveig, „og skal din Skam længe mindes“. Gunnar værgede sig, til han segnede af Mødighed; da gave de ham mange og store Saar, men han kom dog op igjen og værgede sig endnu en Tidlang, indtil han endelig fik sit Banesaar efter at have dræbt to og saaret sexten næsten dødeligt. (986). „En stor Kæmpe have vi her fældt“, sagde Gissur hvite, „hans Forsvar vil mindes saa længe Landet er bebygget“. Han bad Rannveig om at unde dem Jord til at højlægge deres to Faldne. „Saameget heller“, sagde hun, „som jeg gjerne undte eder alle den“. „Vi finde det undskyldeligt at du taler saa“, sagde han, „thi du har mistet meget“. Han forbød at røve og spilde noget paa Gaarden, og begav sig efter endt Arbejde bort med sin Flok. Mange sørgede over Gunnars Død, især Njaal. Gjerne havde denne sagsøgt hans Drabsmand, men det gik ej an, da han havde været fredløs; derimod ytrede han selv Ønsket om, at hans Drab maatte blive hevnet. Gunnar blev højlagt, saaledes at han sad oprejst, men Atgeiren vilde Rannveig ikke have lagt i Højen, og sagde, at ingen skulde røre den, uden den, der vilde hevne hans Død. Hun var saa haard mod Hallgerd, at denne med sin yngre Søn, Grane, maatte flytte bort; hendes og Gunnars ældste Søn Høgne beholdt Lidarende. Skarphedin, Njaals ældste og stridbareste Søn, kom kort efter til Høgne, for at staa ham bi ved Hevnen. Endnu samme Nat begave de sig afsted. Høgne tog Atgeiren: det klang i den, saa Rannvig vaagnede og spurgte forbitret, hvo der vovede at røre ved den. Høgne sagde, at han vilde bringe sin Fader den, forat han kunde fremvise den paa Vaabenthing i Valhall. „Bær den først selv, og hevn din Fader med den“, sagde hun. Deres første Vandring var til Gaarden Odda, hvor de dræbte Geir Godes Søn Roald, der havde gjort sig til af at have givet Gunnar Banesaar, tilligemed en anden af de Sammensvorne. Derfra droge de til Trihyrning, hvor Skarphedin dræbte Starkad og Høgne Thorgeir. Endelig hjemsøgte de Mørd Valgardssøn paa Hov, og kom uforvarende paa ham. Han bad om sit Liv paa enhver Betingelse; Skarphedin fordrede at han skulde overlade Høgne Selvdom, og deri fandt han sig aldeles. De nye Drab skulde nu ogsaa bødes, men ved Njaals Omsorg blev Overfaldet paa Gunnar og hans Drab her taget i Betragtning, som om han ikke havde været fredløs. Saaledes kom endelig et Forlig i Stand[1].
- ↑ Njaals Saga, Cap. 74–81.
