og usle Skamkell, efter hvis Raad han havde afviist Gunnar, havde imidlertid henvendt sig til den ikke mindre ondskabsfulde, men listige og lovkyndige Mord, Søn af hiin Unn, hvem Gunnar saa kraftigt havde hjulpet, af hendes andet Egteskab med Goden Valgard den graa paa Hov. Mørd opdagede paa en snu Maade, at Hallgerd havde foranstaltet Tyveriet og Branden, og dette blev snart bekjendt. Da Gunnar erfoer det, skyndte han sig strax til Ottkell for at byde Forlig og Bod paa de hæderligste Vilkaar. Ottkells Brødre raadede ham til at tage imod dette Tilbud, men Skamkell fik ham overtalt til at udsætte med at give Svar, indtil han havde raadspurgt sin mægtige Frænde Gissur hvite. Ottkell sendte Skamkell i dette Ærende. Skamkell kom til Mosfell, og berettede Alt for Gissur hvite og Geir Gode, efter hvem Gissur havde sendt Bud. De fandt Gunnars Tilbud saare hæderligt, og sagde, at Otkell ej burde betænke sig paa at modtage det. Men ved Hjemkomsten meldte Skamkell, at Gissurs Raad var at stevne Gunnar og Hallgerd for Hæleri og Tyveri. Den hidsige og lettroende Ottkell var strax rede dertil, og Gunnar havde nu den Ærgrelse at modtage Stevning for en saa uhæderlig Sag. Den endtes imidlertid til hans Fienders store Ydmygelse. Da Gissur og Geir paa Althinget fik vide, hvad der var skeet, bleve de meget ilde ved, forbandede Skamkells Ondskab, og gik strax hen til Gunnar for at byde ham Selvdom. Gunnar, der ellers havde tænkt paa at udfordre Gissur til Holmgang, modtog Tilbudet, hvorved han lod Ottkells Tab og den ham selv ved Stevningen tilføjede Haan gaa op imod hinanden; men da Gissur bad ham at være Ottkells Ven, svarede han nej, og at Ottkell fremdeles kunde holde sig til Skamkell. Noget senere hændte det sig, at Ottkell, Skamkell og nogle andre rede forbi Lidarende, just som Gunnar var ude og saaede sin Ager. Ottkells Hest blev sky og strejfede saa nær forbi Gunnar, at Ottkells Spore kom til at rive en Flænge i hans Kind. Gunnar blev ærgerlig, som venteligt var, men tænkte dog ikke paa at foretage noget mod Ottkell i denne Anledning, førend han erfoer at Skamkell havde fortalt Hændelsen med del Tillæg, at Gunnar græd. Dette var for meget for den ærekjære Mand, han væbnede sig, og skyndte sig, uden engang at sige sin Broder Kolskegg til, ned til et Vad ved Rangaa, hvor Ottkell skulde over. Strax efter kom Ottkell med hele sit Følge. Gunnar sagde, at de nu kunde prøve, om han græd eller ej, thi nu var han der med sin berømte Atgeir (et Slags Hellebard) for at tage imod dem. Hallbjørn, Ottkells Broder, en brav Mand, angreb ham først; Gunnar bad ham lade det være, da han nødig vilde gjøre ham noget ondt, men Hallbjørn svarede, at han ej kunde sidde rolig ved, naar hans Broder blev dræbt; han stak efter Gunnar, men det varede ikke længe, førend han faldt for Gunnars Haand. Skamkell hug efter Gunnar med en Øxe, men Gunnar slog Øxen af hans Haand, gjennemborede ham med Atgeiren,
