hvor han var beskjeftiget. Hun sendte Bud til Thinget for at melde Gunnar Drabet. Gunnar gik strax til Njaal, sagde ham det, og bød ham Selvdom. Njaal forlangte kun 12 Ører Sølv under den udtrykkelige Betingelse, at Gunnar, om han senere kom i samme Tilfælde som nu Njaal, vilde vise ligesaa stor Billighed. Snart indtraf dette Tilfælde, thi ved næste Thingtid, da Gunnar og Njaal atter vare borte, lod Bergthora en af sine Trælle, ved Navn Atle, dræbe Kol, og sendte ligeledes Bud til sin Mand derom. Denne overlod nu Gunnar Selvdom, og han bestemte 12 Ører, hvilke Njaal strax betalte: Gunnar gjenkjendte det samme Sølv, han Aaret i Forvejen selv havde betalt. Hallgerd lod siden sin Frænde Brynjulf dræbe Atle: Gunnar overlod Njaal atter Selvdom, og denne bestemte en Bod af et Hundred i Sølv, hvilket Gunnar strax betalte, og Bergthora lod til Gjengjeld sin Frigivne Thord dræbe Brynjulf, for hvilket Njaal ligeledes betalte Gunnar et Hundred i Sølv. Endnu var Hallgerd ikke mæt af Blodsudgydelse: hun overtalte Gunnars Søskendebarn Sigmund til at dræbe Thord. For dette Drab betalte Gunnar Njaal to Mandsgjeld, og Njaals stridbare Sønner lovede deres Fader at helde Fred. Men da Sigmund efter Hallgerds Opmuntring endog digtede Smædeviser over dem og deres Fader, kunde de ej længer holde sig, men angrebe efter deres Moder Bergthoras Tilskyndelse Sigmund og hans Ven Skjold, og fældte dem begge. Nu kom Raden til Njaal at betale Gunnar to Hundreder Sølv. Det var nu allerede aabenbart Fiendskab mellem hans Frænder og Njaals Sønner, men mellem dem selv vedvarede Venskabet uforandret.
Da Hallgerd saa at det ej lykkedes hende at stifte Uvenskab mellem Gunnar og Njaal eller dennes Sønner, søgte hun paa andre Maader at tilfredsstille sit urolige og ondskabsfulde Sind. En Sønnesøn af hiin Hallkell, Ketilbjørns Halvbroder, der ved Holmgang tilkæmpede sig sine Besiddelser[1], OttkelleSkarfssøn, boede paa Kirkebø med sine Brødre; han fornærmede Gunnar ved at negte at sælge ham Hø, da denne engang i et knapt Aar henvendte sig til ham. Hallgerd hevnede sig ved at lade en irsk Træl ved Navn Mælkolm, hvilken Gunnar havde kjøbt af Ottkell, stjæle Smør og Ost fra Ottkells Buur og siden sætte Ild paa dette. Da Gunnar kom fra Thinget, satte hun Ost for ham og flere af de Thingmænd, der havde fulgt ham. Gunnar, som vidste at Hallgerd ej selv havde lavet Ost, anede Uraad, og spurgte hende, hvorfra hun havde faaet den. „Derfra, hvorfra du vel kan spise den“, svarede hun; „det er heller ikke Mændenes Sag at skjøtte Madvæsenet“. Gunnar sagde da i Vrede: „det er dog altfor galt, om jeg skal være Tyvshæler“, og slog hende paa Øret. Hun lovede at hun skulde lønne ham det, saa sandt hun kunde. Ottkells Ven, den onde
- ↑ Se ovf. 1ste B. S. 541.
