hævede ham op paa den og kastede ham ud i Rangaa. En Nordmand, der var i Ottkells Følge, kastede et Spyd efter Gunnar, men han tog det i Luften og kastede det tilbage gjennem Nordmanden. Ottkell hug nu selv efter Gunnar, men traf ikke, og gjennemboredes strax. I dette Øjeblik kom Kolskegg til, og tog ivrigt Deel i Kampen, der ej ophørte førend de alle 8 vare dræbte. Nogle Kvinder, der tilfældigviis vare i Nærheden, havde ilet op til den ikke langt fra boende Mørd Valgardssøn, for at han skulde skille de Kæmpende ad, men han sagde at de gjerne for ham maatte slaa hinanden ihjel. Gunnar red i heftig Fart hjem efter Striden. „Du rider haardt, min Broder“, sagde Kolskegg „Jeg veed ikke hvorledes det er“, sagde den ædle Gunnar, “om jeg virkelig er mindre kjæk end andre, men det veed jeg, at jeg tager mig mere nær af at dræbe Folk end andre“. Han fortalte Njaal, hvad der var skeet. Denne beroligede ham med Hensyn til Følgerne, naar han blot ikke vilde dræbe mere end eet Led i hver lige nedstigende Æt og aldrig bryde noget sluttet Forlig. Gissur hvite og Geir Gode vare de nærmeste Eftermaalsmænd og kastede Lod om, hvo der skulde paatale Sagen, da dette blot kunde ske af een. Lodden traf Geir, som paa næste Althing sagsøgte Gunnar og Kolskegg for de 8 Drab. Men Gunnar havde den lovkyndige Njaal ved sin Side, og gjorde Indsigelser paa Grund af nogle Formfejl, Geir havde begaaet. Flere anseede Mænd raadede til Forlig, hvortil Gunnar med Glæde gav sit Samtykke. Sex Voldgiftsmænd afgjorde nu Sagen saaledes, at Gunnar skulde bøde for 6 af de dræbte; en Mandebod skulde gaa op mod Sporehugget, og Skamkell ligge ugild. Gunnars Frænder hjalp ham med Penge, saaledes at Bøderne allerede kunde betales der paa Thinget, og Geir og Gissur tilsagde Trygd[1].
Ved et saa hæderligt Udfald af en Retstrætte med de mægtige Mosfellinger vandt Gunnar naturligviis den største Anseelse. Dette vakte flere Ildesindedes Misundelse. Blandt disse vare Starkad paa Trihyrning og Egil paa Sandgil med deres Sønner, voldsomme og urolige Folk. Thorgeir, Starkads Søn, veltede lig ved en Hestekamp ind paa Gunnar, der til Gjengjeld gav ham et vældigt Slag med sin Stok. Dette var Anledning nok til at angribe ham. Tredive i Tallet lagde de sig i Vejen for Gunnar, da han med sine to Brødre, Kolskegg og Hjort, kom tilbage fra et Besøg i Tunga hos Aasgrim Ellidagrimssøn. Efter en heftig Kamp, hvorved Hjort faldt og Kolskegg blev saaret, flygtede Starkad og hans Mænd efter at have ladet 14 af Sine døde paa Pladsen, hvoriblandt Egil, to af hans Sønner og to af Starkads Sønner. Thorgeir, Starkads eneste gjenlevende Søn, henvendte sig til Mord Valgardssøn om Hjelp, og denne, skjønt Gunnars Frænde, var dog saa misundelig, at han tilsagde hans
- ↑ Njaals Saga, Cap. 29–56.
