men maaske egentlig for at underlægge sig Landet, ligesom han havde underlagt sig Norge. Der fortælles, at en af Eyjulfs Huuskarle just havde bortbyttet sin Øxe for en Graafeld, da Tidenden kom, at Harald truede Landet med et Angreb. Da kvad Eyjulf en Vise, hvori han sagde at Ingen nu burde tænke paa at skille sig ved fine Vaaben, men at man maatte være beredt paa et tappert Forsvar; da skulde de nok kunne faa Harald Gormssøn fra Landet. Heller ikke vovede han at angribe det. Vi have ovenfor seet, hvorledes Sagnet har udsmykket Beretningen herom saaledes, at Harald skulde have sendt en Finn i Hvalsham til Landet, og at dennes Fortælling om de mange og frygtelige Landvætter, der mødte ham, skal have afholdt Kongen fra at udføre sin Plan. Om Eyjulf fortælles det ligeledes, at da der var et stort Uaar i Landet, hvorved man endog nødtes til at spise Ravne og Ræve, og nogle lode gamle Folk og Børn dræbe, medens en Mængde gave sig til at stjæle og røve, og derved bleve fredløse gjorde han det Forslag, som og antoges, at en Fredløs eller Skogmand kunde erhverve sig Fred igjen ved at dræbe tre andre Fredløse[1]. Hans Ættegaard Madrevalle laa længere ude ved Fjorden, end Tveraa. Paa Madrevalle førte Sønnen Gudmund et prægtigt Huus, næsten som et Hof. Han havde ikke færre end 100 Tjenestefolk, og plejede at tage gjæve Folks Sønner i Huset, for at de skulde lære Høviskhed og gode Sæder; de behøvede ikke at arbejde, men alligevel deeltoge de i de hjemme i Huset forefaldende Sysler. Om Vaaren plejede han at ride om paa Gjesteri til sine Thingmænd rundt om i Heredet, for at ordne Heredets Anliggender og forlige deres Sager
- ↑ Jomsvik. Saga, Cap. 13. Landn., Till. 1. Det heder her, at denne Dyrtid fandt Sted paa samme Tid, Harald Graafeld faldt, og 80 Aar før Biskop Isleif indviedes. Da dette var 1036, skulde altsaa hiin Dyrtid og følgelig Harald Graafelds Fald have fundet Sted 975 eller 976. Men nu er det ovenfor viist, at Harald Graafeld maa være falden 965. Altsaa maa Dyrtiden paa Island enten flyttes tilbage til dette Aar, eller og, hvad der er rimeligere, maa man antage, at der i 975 virkelig har været en Dyrtid paa Island, som enten af Are frode, eller en anden af de senere Chronologer, der beregnede Haralds Fald til 975, erklæredes samtidig med dette, fordi de vidste, at der i Norge under Harald Graafeld var Dyrtid. Dette er saa meget rimeligere, som Chron. Sax. beretter, at der ogsaa i England var Dyrtid 975, hvoraf man altsaa maaske kan slutte, at hele Nordeuropa i dette Aar har været hjemsøgt af Misvæxt. Det er endog ikke usandsynligt, at det just er denne bekjendte Omstændighed, som især har bragt Chronologerne til at henføre Haralds Død til 975, idet de antoge Dyrtiden under ham for den samme som den i det sidstnævnte Aar. Ved nærmere Betragtning af Beskrivelsen over Dyrtiden under Harald Graafeld ville vi dog finde, at den ej, som hiin, omfattede eet, men flere Aar, men at den og paa den anden Side synes at have indskrænket sig til Norge alene, eftersom det udtrykkeligt heder, at Aarferden i Danmark paa den Tid var taalelig, saa at man der kunde faa hvad man behøvede.
